Et splinternyt overvågningssystem skal fremover gøre kontrollen med de europæiske grænser bedre, mere effektiv og mere human.
Grænsekontrolsystemet med det joviale navn "Eurosur" er torsdag blevet vedtaget af Europaparlamentet og mangler derfor kun en formel blåstempling fra medlemslandene, før det kan træde i kraft.
Eurosur er et fælles system, der lader medlemsstaterne dele billeder og data i realtid som led i overvågningen af EU's ydre grænser.
På sigt skal Eurosur hjælpe med at bekæmpe kriminalitet på tværs af grænser som narkosmugling og trafficking, ligesom illegal indvandring kan bekæmpes mere effektivt med Eurosur.
Samtidig skal Eurosurs overvågningssystem hjælpe med at undgå ulykker forbundet med flygtninge og asylansøgere som sidste uges katastrofe ud for den italienske ø Lampedusa.
Den danske EU-parlamentariker Britta Thomsen (S), der er stedfortræder i udvalget om sikkerhed og forsvar, glæder sig over, at vejen nu er banet for et bedre samarbejde på den europæiske grænsekontrol.
- Det er rigtig positivt, at vi nu kan blive bedre til både at forhindre den grænseoverskridende kriminalitet og til at beskytte immigranternes liv.
- Og så er det vigtigt, at der klart i lovteksten står, at menneskerettighederne - herunder retten til databeskyttelse - skal sikres, siger parlamentariker Britta Thomsen (S) til Ritzau.
De medlemsstater, der deltager i Eurosur, forpligter sig til at oprette nationale overvågningscentre, som kan formidle data og billeder til Frontex.
Danmark er som udgangspunkt ikke med i Eurosur-samarbejdet, men da det er en forlængelse af den fælleseuropæiske Schengen-aftale, har Danmark mulighed for at melde sig ind i samarbejdet inden for seks måneder.
Forordningen er forhandlet på plads mellem EU's institutioner og mangler derfor nu kun en endelig underskrift af medlemslandene, før den træder i kraft.
/ritzau/