Forhandlingerne om betingelserne for den britiske exit fra EU viser ikke nok fremskridt, lyder det fra EU's chefforhandler, Michel Barnier.
Derfor er han ikke i stand til at fortælle et EU-topmøde i næste uge, at der er sket tilstrækkelige fremskridt til at gå videre og indlede forhandlinger om fremtidens forhold.
Michel Barnier siger dog, at femte runde i forhandlingerne om den britiske exit har været "konstruktiv".
- Men vi har ikke taget nogle store skridt frem, siger han torsdag på et pressemøde i Bruxelles.
Især forhandlingerne om den økonomiske afregning ved exit står stille.
- Vi har nået et stadie af dødvande, hvilket er bekymrende, siger Michel Barnier.
Men han er overbevist om, at med politisk vilje vil det være muligt at opnå afgørende fremskridt i løbet af de kommende to måneder.
Også den britiske forhandler, brexitminister David Davis, kalder forhandlingerne i denne uge "konstruktive".
- Vi er nået langt, selv om der stadig er meget arbejde, der skal gøres, siger Davis.
Han opfordrer EU-topmødet i næste uge til at give Michel Barnier mandat til at udvide forhandlingerne til også at omfatte fremtiden.
- Jeg håber, at medlemslandene vil se de fremskridt, vi har gjort, og tage et skridt fremad, siger David Davis.
Han siger, at Storbritannien er "klar og velforberedt" til at indlede forhandlinger om fremtidens forhold.
Fremtiden efter den britiske exit byder efter planen på en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien.
Desuden har premierminister Theresa May anmodet om en overgangsordning på cirka to år efter exit.
Briterne håber, at EU-toppen i hvert fald vil give Barnier mandat til at tale om sådan en overgangsordning.
Oprindelig var målet, at EU-topmødet torsdag og fredag i næste uge skulle give Barnier lov til at tage hul på fremtiden.
Men ifølge EU kan det først ske, når der er opnået "tilstrækkelige fremskridt" på tre afgørende områder i de indledende forhandlinger om selve skilsmissen.
Det gælder den økonomiske afregning mellem EU og Storbritannien. Det gælder EU-borgernes fremtidige rettigheder i Storbritannien. Og det gælder fremtidens grænse i Irland.
EU-præsident Donald Tusk sagde i tirsdags, at han håber, at et nyt topmøde i december kan konstatere nok fremskridt til at gå i gang med fremtiden.
Storbritannien forlader EU fredag 29. marts 2019 ved midnat.
/ritzau/