Lørdag tog Sebastian Vettel (Red Bull) pole position i Montreal for tredje år i træk. Søndag lykkedes det endelig tyskeren at vinde grand prix'et. Hans tredje sejr i denne sæson.
Og så endda ganske suverænt med en margin på knapt 15 sekunder. Det var også første gang, at Red Bull vandt i Montreal.
Langt mere spænding var der om anden- og tredjepladsen. Briten Lewis Hamilton (Mercedes) lå til andenpladsen indtil få omgange før slut på den bane, som var tør søndag.
Men spanieren Fernando Alonso forsøgte flere gange at passere briten, og det lykkedes til sidst Ferrari-køreren, som dermed fik minimeret Vettels pointgevinst.
Finnen Valtteri Bottas, som overraskende tog tredjepladsen i lørdagens tidskørsel i regnvejr, faldt helt tilbage til 14.-pladsen grand prix'et.
Det var Sebastian Vettels grand prix-sejr nummer 29 i karrieren.
Med sejren udbyggede han sit forspring i VM-stillingen til 36 point.
/ritzau/