Politiets offentliggørelse af overvågningsbilleder har ført til anholdelse af en 22-årig mand fra Herlev, der mistænkes for et ualmindeligt brutalt hjemmerøveri i bydelen natten til Skærtorsdag.
Fredag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor en dommer fandt mistanken mod ham så stærk, at han blev varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser politikommissær Michael Sørensen fra lokalpolitiet i Gladsaxe.
Politiet mener, at det var den 22-årige, der klokken to om natten brød døren op til et havehus, hvor en 52-årig kvinde lå og sov.
Ifølge politiet blev manden formentlig overrasket over, at der lå nogen og sov i huset, men det fik ham ikke til at stikke af.
I stedet vækkede han kvinden, som blev bundet på hænderne. Derefter tvang røveren sit offer ud i hendes bil, og sammen kørte de til en hæveautomat, hvor kvinden hævede et beløb på "få tusinde kroner".
Da røveren havde fået pengene, tog han hendes bilnøgler og mobiltelefon, hvorefter han forsvandt, og den dybt rystede kvinde kontaktede politiet.
Det viste sig, at besøget ved hæveautomaten var filmet af bankens overvågningskamera, og da politiet fik billederne vist i TV2 Lorry, blev manden genkendt.
- Vi fik flere henvendelser, der pegede på en og samme mand, siger Michael Sørensen.
Den nu fængslede mand er sigtet for røveri, frihedsberøvelse, trusler på livet og blufærdighedskrænkelse.
Han har over for politiet erkendt hændelsesforløbet, oplyser Michael Sørensen.
/ritzau/