Det øger usikkerheden hos kontanthjælpsmodtagere, når de modtager fejlagtige breve om kontanthjælpsloftet.
Sådan lyder det fra lektor og fattigdomsforsker ved Aalborg Universitet Morten Ejrnæs, efter Avisen.dk i dag har kunnet fortælle, at 43.000 borgere i weekenden har fået forkerte breve om kontanthjælpsloftet.
- Det øger den usikkerhed, som i forvejen er karakteristik for deres situation. Det er i forvejen svært for modtagerne af ydelser at sætte sig ind i, om de faktisk får de korrekte ydelser, fordi reglerne er svært gennemskuelige, siger han til Avisen.dk.
Det er i brevhovedet, at der er fejl i de mange breve. I Jylland har de berørte borgere nemlig modtaget et brev med Esbjerg Kommune som afsender - uanset hvilken kommune, de selv bor i. På Fyn er det Odense Kommune, der står som afsender på alle brevene.
Derudover har en række personer også fået oplyst forkerte satser i brevene.
- Når det er sådan, at de får oplysninger, som oplagt er forkerte, så er de selvfølgelig mistroiske i forhold til, hvad der overhovedet kommer til at gælde for dem, forklarer Morten Ejrnæs.
Breve har stor betydning
For kontanthjælpsmodtagerne kan brevene have en meget stor betydning.
- Det er jo meget alvorlige problemer, det her drejer sig om, for det er jo spørgsmål om nedsættelser, som kan betyde, at man ikke kan blive boende i den bolig, man har, siger Morten Ejrnæs.
Det er ikke første gang, at breve i forbindelse med implementeringen af kontanthjælpsloftet har været smækfyldt med fejl. Det samme skete i sommers, hvor et brev der skulle vejlede kontanthjælpsmodtagere om nye regler på området, indeholdt forkerte oplysninger. Beskæftigelsesminister Jørn Neergard Larsen kaldte dengang fejlen "meget uheldig".