De første exit polls i Egypten peger på sejr til landets religiøse partier.
Det Muslimske Broderskab får i de første prognoser omkring 40 pct. af stemmerne, men også de ultrakonservative islamister, Salafisterne, ser ud til at få et godt valg med omkring 25 pct. af stemmerne, skriver New York Times.
Valget er det første frie valg i Egypten siden eks-diktatoren Hosni Mubarak kom til magten i 1981, og landets religiøse partier var på forhånd spået et godt valg.
Tilbage står de liberale partier og de unge aktivister, som startede de omfattende demonstrationer i Egypten, der fik Hosni Mubarak til at lægge magten fra sig. De liberale frygtede fra starten, at de ikke kunne konkurrere mod de velorganiserede islamistiske partier, som på forhånd havde en etableret vælgerbase.
I første omgang har kun en tredjedel af Egyptens provinser fået mulighed for at stemme, og disse har været blandt de mest liberale egne af landet, herunder Kairo. Derfor forventes islamisterne at vinde endnu flere stemmer, når valget rykker ud i landets øvrige, primært rurale, provinser, hvor de konservative, religiøse kræfter har godt fat i befolkningen.
Kilde: New York Times