Egyptiske arkæologer har udgravet flere dyremumier, blandt andet fem store kattedyr, som ifølge de foreløbige undersøgelser ser ud til at være løveunger.
Mumificerede kobraslanger, krokodiller og skarabæer - en hellig bille i det gamle Egypten - er blandt de velbevarede skatte, der er fundet for nylig.
Blandt de mange genstande, arkæologerne har fundet, er også over 75 kattestatuer i bronze eller træ.
Der er også fundet mumificerede katte i trækister. Katten blev betragtet som et helligt dyr i det gamle Egypten.
Opdagelsen er gjort i Saqqara, der ligger tæt på den egyptiske hovedstad, Kairo.
Det store fund af dyremumier er "et helt museum i sig selv", siger Egyptens antikvitetsminister, Khaled al-Anani, lørdag.
Hvis det bekræftes, at de fem store mumificerede kattedyr er løveunger, vil det være første gang, at man har fundet intakte løvemumier.
Det siger generalsekretæren for Egyptens øverste antikvitetsråd, Mustafa Waziri, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Foruden mumierne er der fundet flere statuer, der forestiller hellige dyr og nogle af de egyptiske guder.
Genstandene menes at stamme fra det 26. dynasti i det syvende århundrede før vor tidsregning, oplyser antikvitetsministeren.
I de seneste måneder har Egypten præsenteret en række arkæologiske fund.
Myndighederne håber, at det kan være med til at genoplive landets vigtige turistindustri, der tog et alvorligt dyk nedad efter revolutionen i 2011.
Politiske uroligheder og militante angreb har gjort, at turisterne ikke er kommet tilbage til Egypten i samme antal som før 2011.
Egypten har dog fået kritik for, at landets museer og mange arkæologiske seværdigheder bærer præg af manglende vedligeholdelse og dårlig ledelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/