Egypten skal være vært for afrikansk fodboldmesterskab

Sport
FBL-AFR2019-EGY-TUN (Foto: Khaled Desouki/Ritzau Scanpix)

For fjerde gang i historien skal Egypten være vært for Africa Cup of Nations. Slutrunden spilles til sommer.

Farcen om det afrikanske mesterskab i fodbold har fået en ende.

Tirsdag er Egypten blev udpeget som vært for mesterskabet, der spilles i juni og juli.

Det oplyser Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) efter et møde i dets eksekutivkomité tirsdag i Dakar.

Før mødet stod det klart, at mesterskabet enten skulle spilles i Egypten eller Sydafrika, og det blev altså Liverpool-stjernen Mohamed Salah og hans egyptiske holdkammerater, der får fordel af hjemmebane i turneringen.

Oprindeligt var Cameroun udpeget som vært for slutrunden for første gang siden 1972, men værtskabet blev frataget den forsvarende mester igen 30. november sidste år.

Årsagen var, at landet ikke var langt nok henne i forberedelserne, og desuden kunne man ikke garantere for sikkerheden, blandt andet på grund af oprørsgruppen Boko Harams aktivitet i landet.

Egypten har været vært for mesterskabet tre gange - senest i 2006, hvor Egypten selv vandt turneringen.

Africa Cup of Nations, der får deltagelse af 24 nationer, skal efter planen afvikles fra 15. juni til 13. juli.

/ritzau/