Efter milliard-aftale: Nu fyrer Dong 115-135 ansatte
Fyringerne skal nu forhandles med medarbejderorganisationer. Disse forhandlinger ventes at være afsluttet 8. juni. Foto: Keld Navntoft/Scanpix/arkiv
For "udnytte selskabets fulde potentiale" vil Dong reducere antallet af ansatte med over 100 stillinger.

Dong fyrer 115-135 ansatte efter salget af sine olie- og gasaktiviteter. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Fyringerne, der beskrives som "reduktion af stillinger", sker, fordi Dong ændrer selskabets struktur oven på frasalget af sine olie- og gasaktiviteter for et større milliardbeløb til schweiziske Ienos.

- Både organisatorisk og mentalt går vi fra at have en konglomeratstruktur til at agere som et integreret selskab.

- Fremover vil vi være ét selskab med tre forretningsområder og et antal fælles funktioner, der understøtter hele selskabet, skriver administrerende direktør Henrik Poulsen i meddelelsen.

Fyringerne skal nu forhandles med medarbejderorganisationer. Disse forhandlinger ventes at være afsluttet 8. juni.

/ritzau/