Den dræbte sorte teenager Trayvon Martins forældre står i spidsen for demonstrationer i New York og Miami lørdag aften dansk tid, når demonstranter landet over samles for at vise deres vrede og frustration over frifindelse af George Zimmerman.
Den selvbestaltede vagtmand Zimmerman blev natten til søndag frifundet ved et nævningeting i Florida for anklagen om drab eller uagtsomt manddrab på den 17-årige Trayvon Martin i februar sidste år.
Demonstrationerne, der er arrangeret af den sorte præst og borgerrettighedsveteran Al Sharpton og dennes National Action Network under overskriften "Retfærdighed for Trayvon Martin", finder sted en uge efter Zimmermans frifindelse.
Ifølge Sharpton er der planlagt demonstrationer i flere end 100 amerikanske byer, og arrangørerne håber, at demonstrationerne foregår fredeligt.
Sharpton står i spidsen for demonstrationen foran politihovedkvarteret i New York sammen med Martins mor, Sybrina Fulton, og bror.
Præsten håber, at det folkelige pres vil få justitsministeriet til at genoptage sagen mod Zimmerman ved en forbundsdomstol for overtrædelse af borgerrettighedslovgivningen.
Martins far står i spidsen for den planlagte demonstration i Miami, der finder sted nær den 17-årige hjem.
Floridas guvernør Rick Scott, som mødte demonstranter uden for sit kontor i Floridas hovedby Tallahassee torsdag, siger, at han støtter den såkaldte Stand Your Ground-lovgivning, og at han ingen intentioner har om at ændre selvforsvarsloven.
Zimmerman har forklaret, at han skød den ubevæbnede teenager i selvforsvar, og juryen kunne ikke fælde bevis for det modsatte.
Præsident Barack Obama opfordrede fredag sine landsmænd til at prøve at forstå sagen fra de sortes synsvinkel og fastslog, at der gennem historien har været et væld af racemæssige skævheder i, hvordan der er dømt i kriminalsager.
- Da Trayvon Martin blev skudt, sagde jeg, at det kunne have været min søn. En anden måde at sige det på er, at Trayvon Martin kunne have været mig selv - for 35 år siden, sagde præsidenten, der både har høstet stor ros og hård kritik for sine ord.
/ritzau/Reuters