Nu har Helle Walther og jeg næppe ret meget til fælles. Dog vælger jeg at læse hendes indlæg i Nyhedsavisen 5. januar som udtryk for, at der dog er én ting, som knytter os sammen – vi er begge licensbetalere. Allerede derfor har jeg vanskeligt ved at forstå, hvordan Helle Walther kan mene, at mit og Mogens Camres brev til regeringen om at indskærpe over for DR, at journalistik skal være objektiv, skulle være en indskrænkning i ytringsfriheden.
DR har – modsat landets frie medier – en ensidig indtægtskilde, som kommer fra alle, der her i landet ønsker at være lovlig ejer af et tv. Om man så kun ser udenlandske programmer, er man tvangsindlagt til at betale for DR s programmer. Mange af disse – ja, vel hovedparten – er fremragende med høj journalistisk værdi og balance. Men der er så sandelig undtagelser. Der er P1, hvor man dagligt kan høre indslag, nærmest produceret på vegne af SF; der er aktualitetsindslag, hvor RUC, Menneskerettighedscentret og lignende nærmest er faste gæster – og ærligt talt, det har jeg meget svært ved at se, at jeg som licensbetaler ikke skulle interessere mig for.
Det har intet med ytringsfrihed at gøre, når vi kræver et politisk neutralt DR. Ingen journalister skal fratages retten til at politisere – men det skal ikke være for licenskroner. Derfor må DR s ledelse, hvis visse journalister vedholdende vægrer sig ved at producere afbalanceret journalistik, afskedige disse. Er det så meget at forlange af et medie, der finansieres af licens? Og af altså både folk som Helle Walther og mig...