I en stribe straffesager kræver anklagere, at en eller flere forsvarere må ud, fordi de deler kontor - og fordi der er fare for, at de tiltalte ikke får det bedste forsvar.
Tendensen til at råbe vagt i gevær over for mulige interessekonflikter er også bemærket i Retten på Frederiksberg.
- Det er mit indtryk, at det er et emne, som politiet generelt er blevet mere opmærksom på. Det er, som om man forsøger at afprøve nogle ting, siger dommer Kari Sørensen.
Den skærpede praksis begrundes af anklagemyndigheden med ønsket om retfærdige straffesager.
Når advokater fra samme kontor forsvarer flere tiltalte i samme sag, kan der nogle gange opstå risiko for, at en eller flere får et ringere forsvar, lyder det.
Egentlig er det ifølge loven dommerne, der har pligt til at gribe ind, hvis der er en konflikt, men opgaven som vagthund er vanskelig.
- Vi kan ikke se alt. Det kræver, at man har et godt kendskab til sagen, og det har vi sjældent, før vi skal behandle den, siger Kari Sørensen, der er pressekontaktdommer.
Hun ved ikke, om anklagemyndigheden har fokus på ét bestemt kontor - sådan som advokat Michael Juul Eriksen fra firmaet Tommy V. Christiansen hævder.
Hos den øverste anklagemyndighed afviser man al snak om, at ét stort kontor jages.
- Der er selvfølgelig ikke tale om et angreb på bestemte advokatkontorer, siger statsadvokat Jens Røn.
- Det er et initiativ, som er taget sammen med advokatorganisationerne, og hvor vi forsøger at få afklaret, hvor grænserne går ved at få indbragt nogle sager for Højesteret, siger Jens Røn.
I Højesteret ligger nu to sager, hvor anklagerne påstår, at der er et problem. Dels i en narkosag og dels i sagen om drab og drabsforsøg på Café Louise i København. Sagerne involverer to forskellige kontorer, Tommy V. Christiansen og Boelskifte Advokater.
Muligvis skal den øverste domstol også afgøre, om der var gode grunde til at afsætte fire advokater fra Tommy V. Christiansen i en sag med i alt 11 tiltalte fra bandemiljøet.
/ritzau/