Novak Djokovic var allerede inden denne uges ATP-sæsonfinale sikker på at slutte øverst på mændenes verdensrangliste i tennis med udgangen af 2012.
Det betyder dog ikke, at serberen tager den med ro ved den afsluttende dyst mellem sæsonens otte bedste spillere.
Fredag nappede han sin tredje sejr af tre mulige i O2 Arena i London, da han besejrede tjekken Tomas Berdych i to sæt med cifrene 6-2, 7-6. Dermed er han klar til semifinalen.
Faktisk behøvede Djokovic efter sejrene over Andy Murray og Jo-Wilfried Tsonga blot at vinde et enkelt sæt for at sikre sig sejren i gruppe A, men han gjorde altså arbejdet helt færdigt.
- Jeg ville ikke tænke på alle mulige scenarier og regnestykker. Jeg overlader det til andre og prøver bare at gøre arbejdet færdig inden på banen, siger Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP.
Berdych førte 6-3 i tiebreaken, der skulle afgøre andet sæt, men fik ikke udnyttet de tre sætbolde og måtte i stedet se sættet gå den anden vej.
Dermed tabte Berdych for 11. gang af 12 mulige til serberen i de indbyrdes opgør og for tredje år i træk ved sæsonfinalerne.
Novak Djokovic har vundet 73 kampe i år på ATP Touren. Det er samme antal som David Ferrer, som han deler titlen som årets mest vindende spiller med.
/ritzau/