De danske myndigheder agerer alt for henholdende over for den britiske finansmand Sanjay Shah, der er mistænkt for at være en af hovedpersonerne i svindlen med dansk udbytteskat for 12 milliarder kroner.
Det mener Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup. Han vil have udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ind i sagen.
- Alt tyder på, at vi har at gøre med en storsvindler, der har lænset den danske statskasse. Så bør man smide alt, hvad man har i hænderne, siger Peter Skaarup.
Sanjay Shah opholder sig angiveligt i ørkenstaten Dubai. Men ifølge et nyt svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), som Skaarup har fået, har Danmark endnu ikke bedt om at få ham udleveret.
Det fremgår ikke af svaret, om Shah er blevet afhørt af de danske myndigheder. Skaarup tolker det som, at det er han ikke.
Shah anses dog for at være sigtet efter retsplejelovens bestemmelser, fremgår det af svaret, der er baseret på information fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
- Efterforskningen pågår fortsat og er inde i en særdeles kompliceret fase, hvor en række efterforskningsspor fortsat er åbne i både Danmark og udlandet, skriver Justitsministeriet.
Men det svar tilfredsstiller ikke Peter Skaarup.
- Svaret bærer præg af, at man har ladet sig lulle ind i en tovtrækningsproces med andre lande og frem og tilbage mellem myndigheder. Og der skal altså handling bag, siger Peter Skaarup.
- Udenrigsministeren burde tage en alvorlig snak med myndighederne i Dubai, mener han.
Hvilken forskel skulle det gøre?
- Det er jo blandt andet derfor, at vi har regeringer. Det er for, at regeringens ministre kan tale med store bogstaver over for andre lande, siger Skaarup.
Har du ikke tillid til, at politiet gør sit arbejde godt nok?
- Jeg tror såmænd, at politiet kæmper for de ressourcer, de nu har. Men det virker, som om at regeringen bare refererer, hvad der foregår, men ikke selv er aktiv. Det er så det, jeg efterlyser.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.