Regeringen har besluttet sig for, at der skal bygges en ny politiskole i Herning.
Men det stiller Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sig ikke tilfreds med.
- Jeg vil gerne komme med den opfordring til regeringen, at man får indkaldt politiforligskredsen, så man kommer hurtigt i gang med det her, siger han før en ny runde finanslovsforhandlinger torsdag aften.
Politiforligskredsen består af alle fire borgerlige partier samt Socialdemokratiet. I en flerårig rammeaftale for politiet blev partierne sidste år enige om, at der skal ligge en ny politiskole i det vestlige Danmark.
Siden har flere kommuner budt ind på opgaven, og i denne uge har justitsminister Søren Pind (V) lagt sig fast på, at skolen skal bygges i Herning.
Selv om det står regeringen frit for at placere statslige arbejdspladser, vil DF ikke gå med til, at skolen skal åbnes i Herning.
- Det afgørende for os er, at der bliver optaget elever på den nye skole i 2018. Når regeringen så begynder at snakke om nybyggeri, der måske først kan stå færdig i 2019 eller 2020, ja så skrider det jo, siger DF-formanden.
I sidste uge krævede DF, at slaget om politiskolen blev en del af de igangværende finanslovsforhandlinger.
Men nu vil DF i stedet afgøre sagen i kredsen af forligspartier - der altså også tæller Socialdemokratiet. Det ledende oppositionsparti har ligesom DF ytret sig særdeles kritisk om regeringens valg af placering.
Med så meget "rod i processen" er det nødvendigt at indkalde alle fem forligspartier, mener Kristian Thulesen Dahl.
Det var jer selv, der ville have politiskolen ind i finansloven. Er det så ikke lidt rodet at pille den ud og tage den tilbage i forligskredsen?
- Nej, overhovedet ikke. Når vi har taget det op i de her diskussioner, så har det ikke haft nogen sammenhæng med en bestemt placering. Det har været for at sikre, at aftalen rent faktisk blev leveret.
- Det har vi været meget i tvivl om, når det har taget et helt år for regeringen bare at finde ud af, hvor den måske skulle placeres.
Ministeren kan ret beset placere skolen, hvor han vil. Hvad kan du gøre for at forhindre det?
- Det, jeg kan gøre, er at holde fast i den aftale, der er et år gammel, og som handler om, at der skal undervises politielever på en vestdansk politiskole fra 2018.
/ritzau/