Dansk Folkeparti vil gerne være med til at holde folk på arbejdsmarkedet lidt længere, så længe det ikke betyder en forringelse af efterlønsordningen.
Det er en nylig undersøgelse fra Ældre Sagen, der har fået Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til at være positivt stemt overfor ændringer af efterlønnen. Det skriver Berlingske Tidende.
Undersøgelsen viser, at omkring 30 procent af de efterlønnere fortryder, at de gik på efterløn.
"Vi er overbevist om, at der i dag er folk, der går på efterløn, fordi de føler sig mere eller mindre tvunget til det, fordi de ikke føler, at de bliver efterspurgt af arbejdsmarkedet," siger Dansk Folkepartis gruppeformand Thulesen Dahl til Berlingske Tidende.
Partiet vil ikke være med til at forringe mulighederne for efterlønnere, men ser potentialet i, at nogle kan arbejde længere.
"Vi er ikke immune over for den diskussion, at der lige om lidt kommer et tidspunkt, hvor vi igen mangler arbejdskraft, for det betyder, at vi har fået lidt bugt med ledigheden. En del af løsningen er, at vi får flere af seniorerne til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet," siger han til avisen.
Konservative kalder udmeldingen for en "meget spændende åbning" og håber på, at efterlønsdebatten ikke længere er et tabu.
"Hidtil har de jo bare afvist fuldstændig at snakke om en ændring af efterlønnen. Det her er jo en åbning i forhold til, at de gerne vil diskutere, om vi kan lave en bedre efterlønsordning, der minimerer antallet af folk, der går på efterløn," siger de Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær.
Kilde: Berlinske.dk