Hver fjerde ældre forlader arbejdsmarkedet, fordi de føler sig tvunget til det. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Ældre Sagen, skriver Berlingske.
Ifølge undersøgelsen ville 8000 ud af 30.000 lønmodtagere over 60 år, der er gået på pension, hellere være blevet i beskæftigelse. Og det tal er alt for højt, mener professor i statskundskab fra Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
- Når flere end hver fjerde synes, at de bliver presset ud i det valg, så er det et problem for vores arbejdsmarked. Når en 62- eller en 63-årig kan angive, at de føler sig tvunget til at forlade arbejdsmarkedet, så har vi et problem som arbejdsgiverne, fagforeningerne og ikke mindst politikerne må snakke om, siger han til Berlingske.
Ifølge professoren viser tallene, at der er behov for at bearbejde arbejdsgivernes holdning til de ældre ansatte.
Og direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, mener, det er et stort spild af ressourcer.
- Man misser en meget stabil arbejdskraft, der har en lang erfaring og stor samarbejdsevne. Vi står over for en tilbagetrækningsreform, der vil betyde, at man i 2050 først vil få folkepension, når man er 72 år, og i 2065 når man er 77 år gammel. Derfor skal vi alle sammen indstille os på, at vi skal være længere tid på arbejdsmarkedet. Det gælder også arbejdsgiverne, siger han.
Ifølge undersøgelsen er det kun hver tredje ældre, som trækker sig fra arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred.
Newspaq