David Trads er journalist og forfatter.
JEG FORSTÅR IKKE, hvorfor socialdemokrater har så travlt med at lægge maksimal afstand til Helle Thorning-Schmidts periode som partiformand – for tillad mig at minde om fire vigtige resultater fra hendes ti år i spidsen for Socialdemokratiet:
For det første – hun fik partiet i regering igen:
Efter tre nederlag – Nyrups i 2001, Lykketofts i 2005, hendes eget i 2007 – lykkedes det i 2011 at generobre Statsministeriet. Det skete på et tidspunkt, hvor socialdemokrater generelt tabte i resten af Europa. Hun var Danmark første kvindelige statsminister.
For det andet – hun trak landet ud af den økonomiske krise:
Da Thorning-Schmidt blev statsminister, befandt Danmark sig i dyb krise. Da hun trådte tilbage, var vi på ret køl med økonomisk vækst, fald i ledigheden, fald i antal på overførsler, stigning i eksporten, bedre konkurrenceevne. Og vi klarede os bedre end vores naboer.
For det tredje – hun gjorde igen sit parti til landets største:
Siden 2001-valget, hvor Socialdemokratiet mistede dets nærmest-monopol på at være landets største parti, fortsatte partiet med at gå tilbage. Tabte mandater i 2005, 2007 og 2011. I 2015 gik partiet under Thorning-Schmidt frem og generobrede positionen som største parti.
For det fjerde – hun stod umådeligt stærkt, da hun trak sig:
Med 42.412 personlige stemmer fik Thorning-Schmidt et kanonvalg i 2015. Året inden var hun millimeter fra at blive EU-præsident. Hun afleverede et parti i fremgang og – historisk enestående – et Socialdemokrati i intern harmoni. Der var styr på butikken.
Alligevel – trods disse fire hver for sig og endnu mere tilsammen stærke resultater – så er der i dag tilsyneladende ingen grænser for, hvor kritiske ledende socialdemokrater er over for hendes ti år som partiformand og fire år som statsminister.
Henrik Sass Larsen, engang en af hendes nærmeste, erhvervsminister under hende og i dag partiets gruppeformand, kalder hende for ’en stor skuffelse’ som partiformand – og Carsten Hansen, hendes gruppeformand og siden boligminister, stempler hende som ’inkompetent.’
Ifølge flere kilder brød de socialdemokratiske folketingsmedlemmer endda ud i spontane klapsalver, da Sass’ angreb på eks-formanden blev læst op under et gruppemøder – og ingen nuværende folketingsmedlemmer mødte op til receptionen for hendes nye bog forleden.
Det er svært at forstå logikken i denne massive afstandtagen til en person, som indtil for et øjeblik siden var en partiformand og statsminister, som leverede resultater. Hun var selvsagt ikke en succes hver eneste dag – og der er også grund til at kritisere visse beslutninger:
Eksempelvis indgrebet i lærerkonflikten, delsalget af DONG til Goldman Sachs, det kollapsede samarbejde med SF og opgivelsen af fædreorlov – men, og det er vel et ganske rimeligt men, det var jo ikke beslutninger og forløb, som Thorning-Schmidt var ene om at have ansvaret for?
Det er forståeligt, at en ny socialdemokratisk ledelse har behov for at anlægge en ny kurs. Analyserer man de socialdemokratiske valgnederlag rundt i Europa, senest i Norge, så er det klart, at der er brug for opstramning på udlændingepolitik og et større fokus på ulighed.
Men…det er sjældent klogt at lægge afstand til en netop afgået partileder, som oven i købet leverede gode resultater og var (og fortsat er, tror jeg) mægtig populær blandt potentielle socialdemokratiske vælgere. Det giver i reglen problemer for et parti, når der er splittelse.
Tag bare en af de fejl, som Thorning-Schmidt selv begik som partileder – bakket op af Sass Larsen med flere – nemlig hendes manglende evne til at engagere Nyrup og Lykketoft. Det var – selvsagt – medvirkende årsag til, at hun med jævne mellemrum fik problemer med dem.
Ud fra et taktisk og et strategisk udgangspunkt burde Socialdemokratiet selvsagt lade være med at slå på Thorning-Schmidt. De burde hellere bygge videre på hendes resultater.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.