Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand scorede natten til lørdag dansk tid for sin klub, Columbus Blue Jackets, i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Det hjalp dog ikke noget i det store billede, da Columbus tabte 2-4 på hjemmebane mod Carolina Hurricanes.
Udeholdet kom godt fra start på Nationwide Arena i Columbus, Ohio, da det allerede efter første periode stod 2-0 til Carolina. Og i anden periode blev føringen hurtigt øget til 3-0.
Men femten minutter inde i perioden tændte Oliver Bjorkstrand et lille håb for Columbus, da han scorede hjemmeholdets første mål.
Zach Werenski og Seth Jones blev begge noteret for en assist.
Blot få sekunder efter sikrede russiske Artemi Panarin holdet endnu et mål til 2-3 og åbnede for alvor muligheden for at indhente Carolinas føring.
Men sådan skulle det ikke gå. I tredje periode cementerede Carolina i stedet sin sejr med et fjerde mål, som finske Sebastian Aho kunne tage æren for.
Også danske Lars Eller var på isen i nat for sin klub Washington Capitals.
Han scorede holdets eneste mål, men det var heller ikke var nok til at sikre klubben en sejr.
Efter ordinær spilletid endte den målfattige kamp 1-1 mod Dallas Stars. Men i den forlængede spilletid scorede Dallas endnu engang til slutresultatet 2-1.
/ritzau/