Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
71 danske Hjemmeværnssoldater danner sammen med 54 lettiske kolleger et fælles infanterikompagni, der deltager i øvelsen.
"Deltagelse i Northern Strike er frugten af 1/2 års koncentreret arbejde - nu er vi klar til at præstere og bevise for os selv, og vores internationale samarbejdspartnere, at vi kan levere militært arbejde på et højt fagligt niveau og i et internationalt miljø." , fortæller Major Lars Eluf Pedersen, chef for det dansk/lettiske bidrag, og fortsætter: "Vi glæder os til at komme ud i terrænet med vores amerikanske, lettiske og engelske samarbejdspartnere".
Det dansk/lettiske kompagni er ankommet til Camp Grayling i Michigan, og er nu ved at få de sidste instruktioner og uddannelser i brugen af de amerikanske våben og det udstyr, de skal bruge under øvelsen.
Derudover har de trænet i, på en sikker måde, at komme ind og ud af en helikopter, der er klar til Lift-off, da det vil være én af måderne, de bliver transporteret på i USA.
Selve øvelse. "Northern Strike" startede den 30. juli, og de danske soldater kommer for alvor ind i øvelsen den 31. juli. Her vil soldaterne møde scenarier, der opbygger og vedligeholder deres militære færdigheder for at interagere og synkronisere aktioner i en multinational ramme både taktisk og operationelt.
Ud over de ca. 6000 deltagende soldater fra USA, Canada, England, Polen, Letland og Danmark på landjorden, vil der være luftstøtte fra den amerikanske National Guard.
Menig Michael H. Christensen fra Hjemmeværnskompagni Silkeborg er meget begejstret over at være en del af det danske bidrag til øvelsen.
"Vi er blevet modtaget utroligt godt af vores amerikanske kolleger, der er meget hjælpsomme og imødekommende, og vi har fået ny viden under omskolingen til de amerikanske våben - viden vi glæder os til at afprøve i praksis på øvelsen" fortæller han og tilføjer, at med den varme der er her i Michigan lige nu, kan det sagtens gå hen og blive hårdt på øvelsen. Men med det gode sammenhold der er i grupperne, hvor man støtter og hjælper hinanden, så er alle fortrøstningsfulde.
Michael H. Christensen fortæller også, at flere af de danske soldater har oplevet at blive stoppet på gaden af civile amerikanere, der giver hånd og takker for indsatsen - noget man bestemt ikke oplever hver dag i Danmark. Soldaterne er glade og stolte over at få så meget respekt for deres arbejde, men også meget ydmyge over at få al den ros.
Hjemmeværnets soldater løser ikke kun opgaver i Danmark, men bruges også til opgaver i udlandet. For eksempel har Hjemmeværnet indenfor de seneste 10 år haft soldater udsendt til bevogtningsopgaver i bl.a. Afghanistan, Kuwait og Kosovo - og aktuelt er der en gruppe i Mali.
For at sikre den bedste opgaveløsning og sikkerhed her er det vigtigt, at Hjemmeværnets soldater også får trænet og afprøvet sig selv i et internationalt miljø, som f.eks. det man finder her i Northern Strike.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.