Danske Bank sigtet i hvidvasksag

Bagmandspolitiet har sigtet Danske Bank for fire forhold omkring hvidvasksagen i Estland. Det oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial fører nu til en sigtelse hos Bagmandspolitiet (Søik).

Bagmandspolitiet har sigtet Danske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven som følge af for dårlig kontrol med bankens estiske filial.

Det oplyser både Bagmandspolitiet og Danske Bank.

Sigtelsen er på fire forhold i perioden 2007 til 2016. Der har været for ringe kendskab og kontrol med filialens udenlandske kunder, og der blev ikke foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mistænkelige forhold.

Danske Bank har ifølge sigtelsen heller ikke sikret sig viden om, om nogle kunder var politisk eksponeret, og om de udgjorde en risiko i forhold til hvidvask og terrorfinansiering.

- Vi har efterforsket sagen i en periode, og vi er nu så langt med efterforskningen, at vi mener, at der kan rejses en sigtelse, siger statsadvokat Morten Niels Jacobsen fra Bagmandspolitiet.

- Mulig overtrædelse af hvidvasklovgivningen er alvorligt, og det kigger vi på med stor alvor, siger han.

Bagmandspolitiet skal nu finde frem til, om der i sidste ende kan rejses en straffesag, som i så fald vil kunne udløse en bøde.

Sigtelsen kommer i forlængelse af, at Bagmandspolitiet startede en efterforskning i begyndelsen af august.

Danske Bank kom med sin egen undersøgelse af sagen i september og nåede frem til, at udenlandske kunder i den estiske filial havde sendt 1500 milliarder kroner gennem systemet i perioden 2007-2015.

En stor del af beløbet blev betegnet som mistænkeligt. Administrerende direktør Jesper Nielsen fortæller, at banken havde ventet en sigtelse på baggrund af sin egen undersøgelse.

- Det er kun i vores interesse, at sagen bliver undersøgt til bunds. Vi vil naturligvis samarbejde og stille os og den viden, vi har, til rådighed for den videre efterforskning, siger han i en skriftlig kommentar.

Bagmandspolitiets efterforskning har kørt i to spor. Den ene går på Danske Bank som selskab, som der nu er rejst sigtelse mod.

Det andet på, om der kan rettes et personligt ansvar på enkeltpersoner, men her har Bagmandspolitiet endnu ikke taget stilling.

På Christiansborg er erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) tilfreds med, at Danske Bank er blevet sigtet.

- Det er vigtigt, at der bliver slået hårdt ned på hvidvask, der er en alvorlig forbrydelse.

- Det er både naturligt og nødvendigt, at banken bliver holdt til ansvar, siger Rasmus Jarlov.

/ritzau/