Danmark møder værtsnationen Sverige i åbningskampen ved næste sommers EM-slutrunde i kvindefodbold. Det er resultatet af lodtrækningen, der blev foretaget i Göteborg fredag.
Her blev de 12 deltagende lande inddelt i tre grupper, og foruden Sverige møder Danmark Italien og Finland.
Danmark er rangeret som nummer syv på Uefas kvinderangliste og måtte derfor nøjes med en plads i nederste seedningslag ved lodtrækningen.
Og umiddelbart kunne det godt se ud som en hård lodtrækning. Sverige er rangeret som nummer to i Europa og har hjemmebanefordel, mens Italien (6) og Finland (9) også er at finde i top-10.
EM-slutrunden spilles fra 10. juli til 28. juli i syv svenske byer: Göteborg, Halmstad, Växjö, Kalmar, Norrköping, Linköping og Stockholm.
/ritzau/