I dag får EU og dermed også Danmark efter alt at dømme den første præsident. Det er bare meget få almindelige EU-borgere, der er klar over det.
Og netop valgkampen om, hvem det bliver holdes hemmelig for borgerne. Og det har nu påberåbt sig en del kritik, og beskyldes for ikke at være et demokrati værdigt.
"Det er enden på "Eurokratiet" at gøre det på den her måde, at vælge en af deres egne på denne facon. Jeg tror ikke, at de bliver i stand til at slippe af sted med det igen," siger Denis MacShane, tidligere Europaminister i Storbritannien, til Berlingske Tidende.
Den kritik bakkes op af en række andre politikere fra hele EU. Kritikerne tæller blandt andet europapalamentarikere, samt tidligere ministre og præsidenter.
"Første skridt ville være, at man stopper med at gemme sig bag sine fans [red. politiske støtter] og kommer ud og siger, at man er klar til at tage imod jobbet. Folk bør offentliggøre deres kandidatur, ikke bare over for de 27 [red. medlemslandenes ledere], men over for hele Europa, så borgerne ved, hvad der foregår," siger Vaira Vike-Freiberga, tidligere præsident i Letland, og en af de få erklærede kandidater til posten som EU's præsident.
Favoritterne til præsidentposten er Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, og Belgiens statsminister Herman Van Rompuy.