Kylle stod ude i gangen, næsten henne ved døren og prøvede at komme ind i den lille frokoststue. Men der var ikke plads, så hun måtte blive udenfor.
Inde på kontoret stod Vivian overfor Mona. De to kvinder nidstirrede hinanden, når de ikke overdængede hinanden med ukvemsord. Om lønnnen, der aldrig var blevet forhøjet. Om pensionen, der aldrig var blevet indbetalt. Om kvinder, der gik grædende hjem fra arbejde. Om kvinder, der ikke kunne sove om natten og tog lykkepiller om dagen for at holde det ud. Om fyringstrusler.
Det var opgørets time. Og der blev råbt højt. Rigtigt højt.
De lod friture være friture
Det var den 2. juli. Kvinderne - og en enkelt mand - havde fået nok og smidt forklæderne, ladet kasseapparat være kasseapparat, friture være friture og var gået deres vej. Ud.
Mona kaldte dem tilbage - de kom ind og gik ud igen. Det gentog sig.
Pludselig hørte Kylle sit eget navn nævnt:
"Hvordan tror du, det har været at være lille Kylle?"
Spurgte Vivian og Mona svarede:
"Du ved slet ikke, hvilke aftaler Kylle og jeg har."
Stod hun ikke der og løj?
Så fik Kylle nok. Stod Mona ikke der og sagde, at hun havde lavet særaftaler med sin chef bag om ryggen på kollegerne? At hun var sådan én, der forrådte sine kolleger? Fandme nej!
Hun skubbede til kollegerne, der stod ved siden af hende og maste sig ind i frokoststuen, hen til Mona, og eksploderede. Ordene flød ud af munden på hende, og hun glemte helt at græde, som hun ellers altid gjorde, når noget gik hende imod. Det var slut, nu var hun gal.
Her stod Mona og løj alle lige op i ansigtet, og var der noget, Kylle ikke kunne tage, var det løgne. Og jo, hun havde haft mange enesamtaler med Mona - men der havde aldrig været særlige aftaler mellem de to:
Bagefter huskede Kylle intet
"Når jeg er gået med til noget, er det jo kun fordi, jeg har været bange for dig," råbte Kylle - sammen med en hel masse andet. Mona prøvede flere gange at komme ind i samtalen, men det blev kun til 'bæh' og 'øh'.
Bagefter kunne Kylle ikke selv huske et ord af alt det, hun havde sagt - "det var helt blackout'ed!" - men hun husker, at hun begyndte at græde, da der ikke var flere ord.
Så vendte hun sig om og marcherede ud af Vognhjulet. De andre fulgte med - Mona råbte efter dem, men forgæves.
'Vognhjulspigerne' havde forladt stedet.
Mona blev tilbage
Tilbage stod Mona og fire ansatte, hvoraf de to var på flex-job. De valgte at blive, da de 15 gik.
I løbet af dagen - og næste dag - blev Mona kontaktet af 3F, men hun ville ikke tale. Der var ikke mere at sige. Hun var rasende, og 4. juli sendte hun et brev til Kylle, Vivian og deres 13 kolleger:
"Vedr.: Arbejdsnedlæggelse. Da du har valgt at nedlægge dit arbejde, er du hermed fritstillet".
Ansatte tyske servitricer
Kvinderne og 3F så det som en bortvisning, og da Mona søgte efter nye medarbejdere på jobnet.dk og ansatte dem - de var tyske! - gik kvinderne i aktion.
De lavede bannere, og de skrev løbesedler, og onsdag den 18. juli stod de igen på pladsen foran Vognhjulet.
Truckerne kom kørende ind i deres store lastbiler og fik en løbeseddel fra 'pigerne', som opfordrede til at spise et andet sted, sålænge der var konflikt:
"Vi regner med jer, og hvem ved, måske får I lidt ekstra bearnaisesovs på tallerknerne", stod der, underskrevet "the dream team på Vognhjulet".
Ingen bearnaise til tyskere og polakker
Løbesedlerne blev også lavet på tysk og polsk, men kun den del, der handlede om at spise middagen på et af de andre cafeteriaer. Bearnaisesovsen var forbeholdt de danske chauffører.
Ude på pladsen tog de, altså chaufførerne, en runde med hornet i bund, og "Vognhjulspigerne" jublede højt. Der kom sms'er fra hele Europa, for chaufførerne havde meldt videre til de, der var på langfart.
"Den Røde", Knud Erik Kaspersen, sad i Spanien og ærgrede sig over, at han ikke kunne støtte 'pigerne'. Men han gjorde det på langdistancen - sammen med alle de andre med kæle- og kaldenavne som "Mummitrolden", "Greven", "Høkeren", "Kyllingehjerne" og "Raketten", der kørte som "død og helvede".
Straffen er flade dæk
Det var første gang i Padborgs historie, at nogen gik på gaden og aktionerede, og det gik ikke stille af. Det gjorde livet inde på Vognhjulet til gengæld. Her sad Mona og de fire tilbageblevne, og der kom ingen kunder ind, selvom der var masser af mennesker udenfor.
Der var en chauffør, der prøvede, men han nåede kun til døren, så sagde en af de andre chauffører:
"Hvis du går derind, kommer du ud til flade dæk."
Han gik ikke derind.
Det gjorde den tidligere forpagter, Ole Gottlieb, heller ikke. Han holdt lidt derfra og så sine gamle ansatte stå med bannere og løbesedler. Han troede, han var færdig med cafeteria-branchen - men han tog fejl.
Læs videre i morgen