Når posten kom, bar Vivian den ind på Monas kontor. Pc'eren på skrivebordet var tilsluttet overvågningskameraet inde i frokoststuen, og på skærmen kunne Vivian se, at frokoststuen var overvåget.

Det samme var området omkring kassen. Og når kvinderne satte sig med en kop kaffe og en smøg, gik der ikke mange minutter, før de hørte Monas skridt, og minuttet efter stod hun inde i frokoststuen:

"Nå, hvad taler I om?" spurgte hun og satte sig ned. Så blev der stille ved bordet.

Mona selv følte, at den venlige tone forsvandt, så snart hun trådte ind ad døren, og at der blev hvisket bag hendes ryg. Det kunne hun ikke forstå. Hun havde bare sat kameraet op for at overvåge pengeskabet og for at kunne se, hvor lang køen var ved kassen.

Gråd og lykkepiller

Efter nogle måneder, hvor problemerne med løn, pension og psykisk terror eskalerede, kom fagforeningen ind i billedet. Der blev forsøgt flere mæglinger mellem Mona og de ansatte, men det hjalp ikke noget. Mona dukkede som regel ikke op.

Samtidig meldte flere og flere af kvinderne sig ind i fagforeningen, men der gik et helt år, før der blev valgt en tillidsrepræsentant - det blev Rina, men kun kort, for hun gik på barsel. Og så var det Vivian, der tog over. Det var nu halvandet år siden, Mona havde indtaget Vognhjulet.

"Flere af mine kolleger tager lykkepiller - kaster op - græder - har været ved lægen og fået konstateret for højt blodtryk, alt sammen på grund af den meget ustabile situation, vi alle befinder os i," skrev Vivian i en skarp anmeldelse til Arbejdstilsynet i december 2006 - tre uger efter at hun var blevet "tillidsdame", som "Vognhjulspigerne" kaldte det.

På det tidspunkt var arbejdsmiljøet gået fra dårligt til ekstremt, men nødråbet fra Padborg blev ikke hørt hos Arbejdstilsynet, som senere forklarede:

"Konkret har vi faktisk ikke foretaget os noget."

Gratis smøger

En af dem på lykkepiller var Kylle. Hun fik åndedrætsbesvær og var så træt, så træt, selvom hun sov om natten. Lægen forklarede det med, at hun spekulerede så  meget, at hun ikke fik hvile, selvom hun sov. Så vidste hun godt selv, hvad der var galt:

"Jeg var blevet en lille spion."

Først blev Kylle hevet ind af Mona, som bød på smøger og udfrittede hende. Når hun kom ud, sagde hun det til Vivian og var samtidig bange for, at Mona skulle finde ud af det. Kylle følte sit totalt splittet, og så fik hun lykkepiller.

Kylle havde aldrig faste arbejdstider - oftest stod det bag på en kassebon, hvornår hun skulle møde og hvornår hun havde fri. En aften, da klokken var over 23, ringede Mona hjem til Kylle og beordrede hende på arbejde næste morgen klokken syv. Kylle mødte op, hun var jo glad for sit faste arbejde.

Men angsten for Mona tog til. Da Kylle på et tidspunkt havde været sygemeldt og skulle udfylde nogle papirer for at få sine sygedagpenge, skulle hun skrive navnet på sin fagforening. Det gjorde hun.

"Hvem fanden har fået dig til det?" råbte Mona.

"Mine ben var som gummi og tænkte: Nu kaster jeg jeg op."

"Jeg knækker dig"

Det gjorde Kylle dog ikke - men fra den dag turde hun ikke længere være alene med Mona. Hun turde heller ikke gå forbi Monas dør alene - af angst for at blive kaldt ind, så hun holdt op med at gå på toilettet i arbejdstiden uden følgeskab af en kollega.

Vivians forhold til Mona blev også mere og mere anspændt. Mona holdt helt op med at tale til Vivian efter et skænderi - stirrede bare på hende og Vivian stirrede igen.

"Jeg knækker dig, jeg knækker dig," tænkte Vivian.

Når hun kom hjem, ringede grædende kolleger. Når hun og 3F prøvede at få møder i stand med Mona, blev Mona bare væk.

Til sidst kunne Vivian ikke sove om natten. Hun prøvede med hårdt arbejde, gik lange ture, drak rødvin, men intet hjalp. Til sidst hed det sovepiller.

For Mona var det også vejen mod det uafvendelige. Regningerne hobede sig op. Kødhakkeren gik i stykker, men der var ikke penge til at få den repareret, så kødet blev hakket hos slagteren. Indtil det blev købt færdighakket.

I marts 2007 skulle "Vognhjulspigerne" have lønforhøjelse, men de fik aldrig pengene. Vivian og 3F var efter Mona - det samme var kreditorerne - og 2. juli 2007 kom eksplosionen.

Læs videre i morgen.