Snart vil smøgtrængende nordmænd ikke længere blive fristet
af farvestrålende rækker af cigaretpakker bag kassedamen.
Sådan går det, hvis Norges sundhedsminister får et
lovforslag igennem om, at al tobak skal væk fra hylderne og gemmes væk under
disken, skriver Aftenposten.
Forventningen er, at så snart tobakken bliver gemt af vejen,
vil forbruget falde, da kunderne ikke i samme grad bliver mindet om trangen til
at ryge.
Herhjemme ser Kræftens Bekæmpelse med stor tilfredshed på
det norske skridt.
- Vi går ikke og bilder os ind, at alle rygerne holder op,
hvis tobaksvarerne flyttes til en mere ydmyg placering i butikkerne, men det
vil kunne nedsætte forbruget og ikke mindst betyde, at færre unge bliver lokket
til at ryge, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær.
Han undrer sig over, at der for tiden tales så meget om at
forbyde slik i øjenhøjde, når cigaretterne udgør et langt større problem.