Jo, hvorfor ikke? Motion giver god mening, så hvorfor ikke kopiere den model, hvor det svenske boligselskab Mimer giver de ansatte en uges ekstra ferie, hvis de dyrker tre timers motion om ugen.
Sådan siger chef for Midtvask, Pernille Lundvang, til Avisen.dk.
Hun har tæt på 160 medarbejdere i gang på matriklen på Nørrebrogade i Aarhus C. Af dem får cirka 20 ansatte pulsen op på husets spinningcykler og gang i kroppens øvrige muskulatur ved at svinge motionsrummets kettlebells (træningsredskab, red.).
- I næste uge, når folk er tilbage fra ferie, vil vi snakke om, hvordan vi kan arbejde hen mod, at få en uges ekstra ferie i spil, siger Pernille Lundvang.
Hendes umiddelbare idé er, at motionen foregår i tilknytning til arbejdstiden, men hun forventer ikke, at samtlige medarbejdere kommer i gang.
- Det skal være sammen med kollegerne, og det skal være sjovt, så det er en kollektiv motivation og giver noget på den sociale konto, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hver dag er der obligatorisk elastiktræning til alle ansatte hos Midtvask. Foto: Midtvask
Tager hun den benhårde økonomi-kasket på, kan hun kalkulere med færre sygedage, højere arbejdstempo og mere overskud til den enkelte.
- Langtidseffekten er gigantisk. Og så er der, det overskud man får, når man dyrker motion - både psykisk og fysisk.
- Vi har lavet forsøg med halvanden times træning i arbejdstiden. Resultatet blev, at alle havde fået mere overskud i både arbejdsliv og livet i det hele taget, fortæller Pernille Lundvang, og tilføjer:
- Det var hos dem, som havde meldt sig selv, hvor der var effekt. Jeg tror ikke, at vi skal tvinge folk.
Midtvask opererer dog allerede med en form for tvang. Hver dag er der nemlig obligatorisk elastiktræning til alle.
Og hvad med Pernille Lundvang selv? Dyrker hun motion? Ja, hun hyggemotionerer med lidt løb og lidt spinning.
- Det løber nok op i samlet tre timer om ugen, fortæller hun til Avisen.dk.