Lastbilchaufføren Steen Ries mistede mandag sit job, fordi han nægtede at køre med en defekt fryse- og kølecontainer for vognmanden Andreas Andresen, der er blandt landets helt store transportfirmaer, skriver Ekstra Bladet torsdag.
"Jeg opdagede, at frost-sektionen i stedet for minus 22 grader var helt oppe på minus fire grader," forklarer Steen Ries over for avisen.
"I kølesektionen, der var fuld af fersk kød, må der højest være plus to grader. Men kølerummet var allerede ti grader varmt," forklarer han videre.
Steen Ries kontaktede efterfølgende sin overordnede for at forklare om problemet, der potentielt kunne gøre folk syge. Men herfra lød beskeden, at han skulle ignorere sin iagttagelse.
Men den ordre ville Steen Ries ikke følge, så han kørte til Andreas Andresens hovedsæde for at kontakte en højerestående leder.
Senere på dagen modtog han pludselig en fyring med begrundelsen, at han havde forladt sit job i arbejdstiden.
Kim Anker Hansen, som er HR-chef hos Andreas Andresen, der har godt 800 ansatte herhjemme og i udlandet, kan dog slet ikke genkende det hændelsesforløb, som Steen Ries fremstiller i Ekstra Bladet.
Over for Newspaq forklarer han, at ferieafløseren Steen Ries ganske rigtigt opdagede, at containeren var alt for varm, men at han derefter nægtede at flytte fødevarerne over i en anden kølevogn, hvorefter han forlod arbejdspladsen.
"Han giver en melding om, at 'han sgu ikke er ansat som lagermedarbejder'. Så kører han," siger Kim Anker Hansen, der erkender, at fyringen var et drastisk skridt.
"Havde de det været en chauffør, som havde været hos os i mange år, så var han kommet ind til samtale, hvor det maksimalt havde givet en advarsel. Men nu snakker vi om en ferieafløser, der forlader arbejdspladsen, hvor vi ikke har den samme grad af positive erfaringer, som vi ville have haft, hvis det var en mand, der havde været hos os i mange år," lyder det fra HR-chefen.