Caroline Wozniacki er blevet forlovet med sin kæreste, den nordirske golfspiller Rory McIlroy.
Det oplyser den danske tennisspiller på Twitter nytårsaften.
- Godt nytår alle sammen. Rory og jeg indledte 2014 med et brag! - Jeg sagde JA, skriver en lykkelig Wozniacki.
Den glædelige besked er ledsaget af tre billeder: Et af Wozniackis hånd med en diamantbesat forlovelsesring, et andet af nytårsfyrværkeriet ved Harbour Bridge og operahuset i Sydney samt et af det smilende par.
McIlroy, der er en af verdens bedste golfspillere og som sin kæreste multimillionær, skriver på Twitter:
- Glædeligt nytår: Jeg har på fornemmelsen, at det bliver et fantastisk år! Min første sejr i 2014. Hun sagde ja.
Parret befinder sig i øjeblikket i Sydney, og det var i den australske storby, at McIlroy friede til sin kæreste. Tidligere i år gik der rygter om, at de to var gået fra hinanden. Men nu har de altså taget et afgørende skridt frem mod at blive gift.
Wozniacki forbereder sig på årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder 13. januar i Melbourne.
Hun ventes at deltage i en opvarmningsturnering i Sydney i næste uge. Den 23-årige tidligere etter på verdensranglisten valgte dog forleden at trække sig fra en turnering i Brisbane på grund af en mindre skulderskade.
/ritzau/