David Cameron bliver onsdag den første siddende britiske premierminister, som officielt beklager en af de værste massakrer i Indien, mens Storbritannien var koloniherre i det kæmpestore og folkerige land.
Massakren fandt sted i 1919 efter en periode med uro, hvor britiske soldater uden advarsel åbnede ild mod en ubevæbnet folkemængde og slog hundredvis af mennesker ihjel med koldt blod.
Nedslagtningen fandt sted i byen Amritsar, der ligger i den nordlige del af Indien. Her vil Cameron lægge en krans og gøre det klart, at han betragter episoden som en skamplet på britisk historie.
Det bliver dog ikke til en decideret undskyldning, lyder forventningen.
Mange historikere betragter massakren i 1919 som et vendepunkt, hvor det britiske kolonistyre i Indien blev undermineret, fordi den senere landsfader Gandhi og resten af selvstændighedsbevægelsen mistede tilliden til briterne.
Ifølge den britiske optælling i samtiden blev 379 mennesker slået ihjel, og 1200 blev kvæstet. En indisk undersøgelse har sat dødstallet væsentligt højere til omkring 1000 ofre.
Camerons gestus i Amritsar falder på tredje og sidste dag af hans besøg i Indien, der har til formål at sætte blus under handel og investeringer og forbedre forholdet til landet, som engang blev betragtet som kronjuvelen i Det Britiske Imperium.
Den britiske premierminister tænker måske også på at gøre kur til de 1,5 millioner britiske vælgere, som har indisk baggrund, forud for parlamentsvalget i 2015.
/ritzau/Reuters