Da hendes mand fik konstateret kræft i 1997, fik Aung San Suu Kyi et valg. Hun kunne forlade Burma og tage hjem til sin mand, der boede i London. Eller hun kunne blive i Burma, hvor hun sad indespærret i sit hjem, fordi hun kæmpede for at indføre demokrati i landet. Men tilbuddet fra Burmas militærdiktatur kom med en betingelse: Hvis Aung San Suu Kyi forlod sit Burma, ville hun aldrig blive lukket ind igen.

Hun valgte at blive i sin husarrest og kæmpede videre for demokratiet. Hendes mand døde to år senere. Uden at have set sin kone inden.

Aung San Suu Kyi har mistet næsten alt i sin kamp for at få indført demokrati i militærdiktaturet Burma. Hun har ikke set sine to børn i flere år, og ud af de seneste 18 år har hun siddet i husarrest i de 12. Hun ser kun sine to tjenestepiger i sit hus i Rangoon og får ingen besøg udefra. Selv tjenestepigerne må ikke længere gå ud. Hendes læge er den eneste, der må besøge hende – efter en grundig kropsvisitering af soldaterne, der bevogter hendes hus.

Frihedsheltens datter

Hendes kamp begyndte i 1988, da hun vendte tilbage til Burma efter at have taget en uddannelse på Oxford og boet i udlandet det meste af sit liv. Som søn af Burmas berømte frihedshelt Aung San, der kæmpede mod det britiske kolonistyre, gik hun ind i landets demokratibevægelse. Militærstyret slog hårdt ned på de demokratiske demonstranter. Tusindvis af ubevæbnede demonstranter blev skudt af soldaterne. Men Suu Kyi nægtede at give op.

Under en demonstration i 1988 dukkede to lastbiler fulde af soldater op, da hun talte til en stor flok demonstranter. Soldaterne pegede med deres våben mod demonstranterne. Suu Kyi talte videre.

»Vi er taknemmelige over for dem, der træner folket i at være modige,« sagde hun, mens geværerne pegede.

Senere blev hun arresteret. Men da hun havde allerede fået heltestatus i Burma. Sydøstasiens Gandhi blev hun kaldt for sin ikke-voldelige kamp.

»Hun er vores ikon«

Burmeserne selv kalder hende ’Lady’en’ som et tegn på respekt. Ved Burmas demokratiske valg vandt lady’ens parti overlegent, men diktaturet arresterede politikerne og ignorerede resultatet.

Eksilpolitikeren Sann Aung kæmpede ved hendes side, inden han måtte flygte i 1990.

»Hun er meget charmerende, men samtidig taler hun helt klart. Hun går aldrig på kompromis, og det er det, folket respekterer hos hende. Hun er vores ikon,« siger han.

I 1991 fik hun Nobels Fredspris, og hun er i dag den eneste modtager af prisen, der sidder i fængsel. Hun nægter at forlade landet, som har kostet hende næsten alt. Som hun sagde i en af sine sidste offentlige udtalelser i 2003:

»Folk spørger mig ofte, hvordan det føles at have været indespærret i mit hjem (?). Hvordan kunne jeg klare at være adskilt fra familie og venner? Det er ironisk, svarer jeg, at i et diktatur er det kun samvittighedsfangen, som virkelig er fri. Ja, vi har opgivet vores ret til et normalt liv. Men vi har holdt fast i det vigtigste i vores menneskelighed: vores samvittighed.«

Nyhedsavisens medarbejder skriver under anonymitet af hensyn til sin sikkerhed.