Søndag eftermiddag hentede Brøndby tre livsvigtige point, da klubben fra den københavnske vestegn besejrede Randers FC på udebane med 1-0. Brøndbytræner Auri Skarbalius var naturligvis glad og lettet over kampens udfald.
- Jeg synes, det var en meget lige kamp. Randers har også et par store chancer. Men vi taler jo hele tiden om marginaler, og dem har vi haft så meget imod os tidligere, siger Auri Skarbalius.
- Men nu virker det som om, det er vendt en smule, og spillerne tror virkelig på det nu. Jeg synes, vi vandt fortjent i dag, siger han.
Kampens enlige mål blev sat ind af brandvarme Simon Makienok, og Brøndby-chefen lægger da heller ikke skjul på, hvor vigtig den store angriber er for Brøndby.
- Angribere er altid vigtige. Mål ændrer kampe, og derfor er Simon meget vigtig for os. Og når banerne er så dårlige, som de er, bliver han ekstra vigtig, fordi vi kan bruge hans fysiske kvalitet, siger Auri Skarbalius.
Simon Makienok måtte lade sig udskifte med en mindre skade, men Auri Skarbalius mener ikke, det er noget, der holder ham ude i længere tid.
- Han har haft lidt overbelastninger i den seneste uge, og han kunne mærke allerede i pausen, at der var noget, der irriterede ham. Så da han scorede målet, tog vi ham ud, da vi vidste, at kampen ville ændre karakter derfra, siger Auri Skarbalius.
- Han bliver klar til næste kamp, siger træneren, der nu har hentet seks point i de seneste to kampe.
Auris tropper står nu overfor to ekstremt vigtige opgør i bunden af Superligaen, da de to næste modstandere hedder Sønderjyske og Silkeborg IF.
/ritzau/