En 50-årig mand satte i nat ild til et rækkehus i Sulsted nord for Aalborg. Ildspåsættelsen kunne have fået katastrofale følger for den 50-årige kvinde, som bor i huset.
Men hun vågnede selv ved et-tiden, da hun kunne lugte røg, hvorefter hun tilkaldte politi og brandvæsen, skriver B.T.
Ilden opstod i et lille rum udenfor rækkehuset, hvor skraldeposen stod.
Kvinden angav en bekendt som brandstifter. Efter hendes opfattelse lider den nu anholdte mand af ulykkelig kærlighed til hende, hvilket på ingen måde er gengældt.
Han fremstilles for en dommer og er kendt af politiet i forvejen. Blandt andet skulle han tidligere være dømt for brandstiftelse.