Lors Dukajev, der i september sidste år stod bag den mislykkede bombesprængning på Hotel Jørgensen i København, var angiveligt i Danmark ved to tidligere lejligheder. Det erfarer DR nu fra flere uafhængige kilder.
Sidste år kom det frem, at et-benede Dukajev var i Danmark i maj 2008 på en studietur arrangeret af den arkitektskole, han læste på. Men det har indtil nu været ukendt, at han har været i Danmark yderligere en gang.
"Det kunne jo tyde på, at han har været på en rekognosceringstur, hvor han har undersøgt sikkerheden de steder, han kunne tænke sig at anbringe sin bombe, eller hvor den medfører mest skade," fortæller tidligere operativ chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen til DR.
Og den tidlgiere PET-chef fortsætter.
"Hvis dét er tilfældet, så har han jo virkelig foretaget en langvarig, grundig planlægning, som viser, at man har et fortsæt."
Bonnichsen understreger dog, at man ikke må udelukke muligheden for, at den 25-årige belgier født i Tjetjenien, blot var på turistbesøg.
Kilde: DR.dk