Siden bombemanden Lors Doukaiev blev fundet i Ørstedsparken, har politiets dykkere søgt efter bevismateriale i parkens sø.
I dag fandt de en cirka 40 cm lang metalbombe med en diameter på cirka fire cm. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Bomben lå under 20 centimeter dynd, og politiet mener derfor, den har ligget der længe. Derfor kæder de den ikke umiddelbart sammen med den sprængning, der for 10 dage siden satte området omkring Israels Plads i København på den anden ende.
Ikke desto mindre er Ørstedsparken nok engang afspærret. Det sker, ifølge politiet, af sikkerhedsmæssige årsager, og for at give Forsvarets Ammunitionstjeneste (EOD) fred til at arbejde.
Den et-benede bombemand er stadig varetægtsfængslet i isolation, men nyeste oplysninger fra politiet er, at han ikke sigtes for terror.