Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
Når man er ramt af sygdom eller arbejdsløshed og har en vis alder - sådan som jeg - gør alderen, at man føler sig tryg og sikker. Man har selv arbejdet for at gøre det muligt gennem høje skatter og ikke mindst gennem høj moral og fællesskabsfølelse.
Det var sådan, jeg mødte op på jobcenteret for et par år siden. Fuld af tillid til, at jeg ville blive hjulpet og taget hånd om, så jeg kunne koncentrere mig om den væsentligste opgave: At blive rask og vende tilbage til et job. Derfor protesterede jeg vildt, da min første sagsbehandler foreslog førtidspension.
Jo, hun havde da ret. Jeg var tæt på 60, jeg var nedslidt, jeg havde kræft, jeg havde tabt en livslang kamp mod depression … men det er i bakspejlet, jeg ser, at hun havde ret. Jeg ville bare blive rask, og da det efter et frivilligt praktikjob på DR gik op for mig, at slaget var tabt, måtte jeg melde mig syg igen, og jeg bad om førtidspension … Men nu var der sket noget andet. Inden behandlingen af min sag var færdig, havde Socialdemokratiet fået regeringsmagten, og Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister. Den unge komet, som mange kvinder (og nogle mænd) så som socialdemokratiets og velfærdens redningsplanke.
Det skulle vise sig at blive meget værre end i årene med Venstre.
Jeg fornemmer, at Socialdemokratiets top leder efter noget, der nu kan genføde dem som socialister. De rare, tryghedsskabende, tolerante socialister, som hele landet har savnet siden 1983.
Desværre har Socialdemokraterne ikke en politik eller vision, der skiller dem fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Derfor leder de desperat efter noget at gå til valg på, og dagens vildskud er absolut at straffe mænd(!), der ikke er dømt for vold. De skal nu straffes for at begå vold alligevel. Helt uden om domstolene - men bare gennem politisk flertal. Det kommer fra samme parti, som har gjort politikere urørlige og helt umulige at kontrollere.
Tesfaye er blevet gjort til fortaler for projektet og får lov at holde lavmålets fane højt. Senest har det ellers været formanden, der har været ude med straf til mænd(!), der køber sex. Hvor Frederiksens tanke hviler på retsprincipper, er den nye helt ude af trit med al anstændighed. Den burde være stoppet bag lukkede døre.
Socialdemokratiets vilje til at gøre op med velfærd er allerede dokumenteret, nu gør ledelsen, hvad den kan for at gøre mænd til voldelige svin, der skal straffes for deres svinske lyster og overfald på uskyldige kvinder. Det ligner efterhånden et mønster. En lommepsykolog kunne vel godt finde lidt at grave i med hensyn til Mette Frederiksens opfattelse af mænd og mænds seksualitet, men det skal jeg undlade at komme yderligere ind på her.
Mænd skal straffes for noget, de ikke kan dømmes for ved domstolene.
Jeg lader lige billedet stå et øjeblik. Tag en pause, forestil dig konsekvenserne.
Mænd skal straffes for noget, de ikke kan dømmes for ved domstolene.
Man kan fristes til at messe: ”Nu bliver du bange. Men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet”
Socialdemokraternes forslag/tanke er det mest uhyggelige, Danmark har set siden herredsfogeden blev frataget magten til at efterforske, dømme og straffe efter eget behag og uden ansvar for nogen.
Hvorfor mon socialdemokraterne har så travlt med at skjule, hvad de går og laver? Hvorfor har de så travlt med at sælge fra af fællesskabets ejendom? Hvorfor går de efter mænd? Hvorfor vil de ramme syge og arbejdsløse? Hvorfor vil de ramme flygtninge?
Det er faktisk ikke sikkert, at de selv ved det… altså bortset fra, at de kan se, andre partier har held med stemmerne, når de står frem som racister, korrupte, krigsliderlige eller lakajer for asociale rigmænd i selvvalgt eksil.
Men jeg vil gerne foreslå Socialdemokratiet at vælge en politik, som skiller sig ud fra mængden. Det betyder nødvendigvis, at man skal arbejde sammen med prutafgiftspartiet eller med nogle halvrevolutionære og nogle højskolelærere… men det er så lige netop der, Socialdemokratiet har sin styrke og store berettigelse: Nemlig at samle de socialt ansvarlige partier og dermed skabe et samfund, vi kan være stolte af. Lad os gøre det til en bygning, vi rejser.
I stedet for at voldtage retsprincipperne kunne I kræve loft over medicinpriser.
I stedet for at gøre mænd til skurke, kunne I bygge billige boliger til alle.
I stedet for at gøre flygtninge til skyldige kunne I genskabe humanisme.
Det var bare lige det, jeg ville sige…
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.