Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
I MIN FACEBOOK-VENNEKREDS er der nogle højtråbende individer, som har stærke meninger. Disse meninger er jeg ofte enig i og kan bare trykke ”synes godt om”.
Til min overraskelse lader nogle få af disse til at forlede sig af Facebooks hurtighed, der tydeligvis har fortrængt evnen og eller lysten til at læse ordret, og gjort det helt umuligt at læse indenad.
Respekt og forståelse for at der findes forskellige synspunkter på smag og behag, er gået helt fløjten.
DISCIPLINEN HARDCORE fornærmelse dyrkes massivt, og må skammeligt nok siges at trives rigtig godt på hele 'venstrefløjen'. Formaster man sig til at skrive det mindste, der går imod 1970’ernes hadske mandeopfattelse, eller nævne at mænd er aggressive og voldelige pr. natur, og derfor skal lære at tøjle deres testosteron, og at kvinder (og andre mænd) ofte kan drage fordel af ikke at vække udyret, så får man dæleme på puklen.
Ikke fra alle, langt fra, men fra nogle højtråbende furier og deres halehæng af (gætter jeg på) hykleriske mænd, der pakker deres seksuelle forhåbninger ind i søstersolidaritet.
Ved at skrive ovennævnte har jeg allerede bragt pis i kog flere steder i landet, og jeg kan se frem til lange tråde om, at jeg er en højreorienteret mandschauvinist, der mener, at kvinder bare skal stå stille og holde mund, mens deres mand banker dem helt eller halvt ihjel… og jeg finder det også naturligt, at mænd bagefter trøster sig selv ved at knalde en lykkelig luders sjæl i stykker, mens jeg drikker bajer, prutter og ser fodbold.
TRÅDENE VIL ofte fyldes med den slags. For er der noget, der er uacceptabelt på 'venstrefløjen', så er det normbrud og sex. Man skal absolut ikke komme her og sige, at uimodsagte beslutninger fra et eller andet plenum på bagsiden af en hashrus i 1970 muligvis ikke er lige så fantastiske, som de så ud, den dag de blev pustet op.
Man skal på 'venstrefløjen' forholde tavst eller i værste fald ja-sigende, når talen falder på kvinder, mænd, klima, gluten, hørfrø og smoothies… men bestemt også på sex.
SEKSUALITET er måske godt nok, men man skal ikke gå og være liderlig, og man kan kun elske… Det er helt umuligt at begive sig ud i et knald, og er man så doven, heldig, tyk, grim eller handicappet at den eneste måde, man kan have et aktivt seksualliv på er at betale for det. Så mener 'venstrefløjen', at man er et sexistisk svin, der vil holde kvinder som slaver. Til trods for at en undersøgelse om sexarbejdere i Norden muligvis påpeger, at der er flere mænd end kvinder, der har taget penge for seksuelle ydelser. 'Venstrefløjen' har for længst besluttet sig for, at kun kvinder er sexslaver, og en sexslave er en, der tager penge af en mand for at give manden en mere eller mindre tilfredsstillende seksuel oplevelse.
Al denne holdnings-missioneren har altid generet mig. Givet sne på flimmerkassen så at sige, alene fordi, det oftest er baseret på fordomme frem for viden. Sten Hegeler sagde det så krystalklart for 40-50 år siden:
”Man kan efterhånden få en mening på hvert eneste gadehjørne, fra hver eneste bananvogn. Jeg har valgt at beskæftige mig med noget andet. Noget jeg kalder oplysning”.
Siden Hegeler sagde disse bevingede ord, er der kommet endnu flere gadehjørner og endnu flere bananvogne, og i stedet for at stå og råbe for at få folk til at købe bananer, står sælgerne og sparker alle i hovedet, hvis ikke de køber.
I MINE AKTIVE havnearbejderdage, var jeg vel også venstreorienteret, men jeg foretrækker at kalde mig orienteret. Ikke ligefrem velorienteret, dertil havde jeg for mange selvfede ungdommelige meninger om mine egne fordommes uangribelighed.
Men jeg vågnede lidt efter lidt. Tiden som havnearbejder var en vigtig del af processen. Ikke mindst da jeg blev udvalgt af Kommunistisk Forbund til at være del af revolutionens fortrop i Europa, en ting jeg meget hurtigt takkede nej til. Den var sgu for tyk.
DEN LILLE VÆKKELSE, hvor jeg morede mig kongeligt over tjeneren fra det socialistiske værtshus, der skulle være min general, førte frem til at jeg sammen med 20-30 andre etablerede et kup mod venstrefløjen… et stykke aktionsteater, som efter min opfattelse forløb ganske godt. Vi fjernede venstresocialisten Jørgen Lenger fra talerstolen og lod vores egen Hollywood-nazist holde en fascistisk tale med happy ending. Det kunne man dengang, fordi den fysiske kontakt og selvironien stadig virkede. I dag er der meget lidt af begge dele, fordi det er lagt som depositum for at bruge sociale medier.
Nu er jeg jo ikke en af de mest ordfornægtende eller pladsbesparende på 'SoMe', som det hedder så smukt om de ”asociale medier”, der har berøvet os al fællesskab, al handlekraft og alt overblik. Så ligesom så mange andre sidder jeg dagligt og kæmper for ikke at falde i vandet og hoppe på limpinden alt for ofte, men det lykkes ikke altid…
Det lykkes heller ikke at holde kæft, selv om jeg burde, men for hunde da, hvor ville lidt ro i trussen og lidt tid til fordybelse gøre underværker.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.