Blog

Af Jonathan Løw

Jonathan Løw er serie-iværksætter, foredragsholder og stifter af virksomheden Listen Louder. Jonathan Løw blogger om innovation, ledelse, disruption og iværksætteri.

MED FARE FOR AT ØDELÆGGE JULEFREDEN, så tillad mig at spørge dig om en enkelt ting: Hvornår har du sidst skiftet bank, hvis det da ellers ikke lige var i forbindelse med et stort huskøb eller en anden større begivenhed i dit liv?

Hvis du ligesom jeg er vanemenneske på det område, så dunk ikke dig selv oveni hovedet, men gi’ det alligevel en tanke: Hvorfor er vi så meget vanemennesker, når det kommer til vores bankrelation? Eller vores energiselskab for den sags skyld?

Jeg er ret overbevist om, at jeg selv lider af det såkaldte ”Far-syndrom”: Jeg er nærmest blevet født ind i den bank, som mine forældre altid har brugt. Danske Bank tog sig af min børneopsparing, gav mig noget sjovt legetøj til mine mønter og var min sikre skanse, da jeg skulle se, om der var penge nok til lejlighedsindskud og Playstation 2 (ja, så gammel er jeg!). Jeg har egentlig aldrig haft en grund til at skifte denne bonusfar ud.

FOR LIDT TID SIDEN smed jeg ham alligevel på porten og skiftede til en konkurrerende bank - efter 32 år – samt fik mig ved samme lejlighed et rejsekort hos banking app’en Lunar Way.

I den forudgående periode på 32 år havde Danske Bank både været min private bank samt erhvervsbank i to ud af mine fire virksomheder. Jeg havde aldrig skyldt banken en krone ud over et mindre billån for en årrække siden, og alle regninger var blevet betalt til tiden. Læg dertil et positivt cashflow fra alle selskaberne samt ikke en eneste konkurs eller tab på mine aktiviteter.

Læs også:

Direktør: Vil vi ha’ en Kattegatbro eller færre ældre, der ligger i eget afføring?

Alt dette til trods var bankens svar, da jeg henvendte mig for at få oprettet en mindre kredit til mit nuværende selskab (Listen Louder) på 125.000 kr., fornærmende ringe og arrogant.

Min såkaldt personlige rådgiver meddelte mig, at det ikke var hans område. I stedet skulle jeg tale med kreditafdelingen, men ikke med et bestemt menneske der – jeg fik en e-mail, jeg kunne skrive til, og så skulle jeg vente på et mailsvar og et tilbud fra dem.
Tilbuddet kom da også, og det indeholdt bl.a. kravet om at skulle betale flere tusinde kroner for at få oprettet kreditten og i øvrigt en yderst lidet attraktiv rente.

JEG VAR FORBLØFFET!

Først spurgte jeg min ”personlige” rådgiver, om de da ikke kunne komme op med et bedre tilbud, men det blev blankt afvist. Ganske utilfreds og lettere indigneret gik jeg derfor ned til den lokale Nordea Bank for at søge en bedre aftale (Nordea stod for mig, på et tidspunkt, som den anden store og sikre ”Faderfigur”).

Læs også:

Blogger: Meningen findes i meningsløsheden

Jeg trådte ind af døren i filialen i Aarhus, og efter lidt kortfattet small-talk spurgte bankrådgiveren mig, hvad mit nuværende private indestående hos Danske Bank var. Jeg syntes, at det var et mærkværdigt spørgsmål, men meddelte, at så vidt jeg kunne huske, stod der omkring 190.000 kroner på kontoen netop nu.

”Så kan jeg desværre ikke hjælpe dig”, lød svaret. ”Du skal op i vores anden afdeling, da vi kun betjener kunder med en formue på 250.000 kr. eller højere i denne filial.”

Læs også:

Blogger: Vi er blevet angst for ensomhed og stilhed

Tilgiv mig, hvis grænsen ikke præcis var 250.000 kr. Summa summarum var i hvert fald, at jeg var blevet fundet for let som privatkunde der.

Forbløffet gik jeg, trods vreden over denne udmelding, 500 meter længere op af Strøget til den anden Nordea filial, hvor en ny bankansat meddelte mig, at ”ja” – de ville gerne snakke med mig, men jeg skulle booke en tid ugen efter, for hun havde altså ikke tid lige nu.

Disse to eksempler på ”fantastisk kundeservice” (fornem ironien!) faldt sammen med, at jeg nogle uger forinden havde mødt den lokale filialdirektør i min nu nye bank til et foredrag om innovation og autentisk kommunikation. Jeg havde haft en god snak med ham og oplevet ham som et behageligt, troværdigt og meget varmt menneske.

Beslutningen var derfor til sidst enkel: Jeg MÅTTE skifte bank.

BÅDE FØLELSER OG FORNUFT havde ført mig derhen efter 32 års søvngængeri hos en bank, der reelt aldrig havde gjort andet for mig end at opbevare mine penge på en konto og udbetale cirka nul kroner i forrentning.

- Følelser, fordi jeg ganske enkelt ikke forstår en bankverden, der i den grad glemmer alle de dyder, som fremtidens succesfulde virksomheder vil være karakteriseret af: Menneskelighed, autenticitet, meningsfyldthed og personlighed.

- Fornuft, fordi jeg øjeblikkeligt fik tilbudt bedre vilkår hos min nuværende bank og naturligvis ikke skulle betale hverken oprettelsesgebyrer eller andre tåbeligheder for at få lov at oprette en mindre erhvervskredit.

Læs også:

Blogger: Hvordan kan et menneske stå op om morgenen med pølsebrød på hjernen?

Efterfølgende har behandlingen hos min nye bank været fremragende. Min personlige rådgiver har været forbi mit kontor flere gange for dels at underskrive papirerne og dels sikre sig, at jeg var tilfreds med deres behandling af mig.

Pludselig oplever jeg at være kunde i en bank, der interesserer sig for mig frem for at være endnu et nummer i køen. Jeg oplever dybest set forskellen på en bank, der har god kundeservice, menneskelighed og lydhørhed som sine værdier og strategier og så en bank, hvor man lever og ånder det – et sted hvor det er kulturen.

Hvis du har lidt tid til overs i julen, så vil jeg opfordre dig til at gøre det samme. Kig på de steder hvor du opfører dig loyalt som kunde, men intet får igen. Det er ganske enkelt ikke fair. Du kunne jo starte med at gi’ din nuværende bank bank!

Læs også:

Blogger: Dansk erhvervsliv forstår ikke, at er søvn det nye sort