Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
--- --- --- ---
Denne kommentar er skrevet som et stykke fiktion.
--- --- --- ----
I Schweiz sidder Lars Seier Christensen med sit buttede whiskyglas og ruller whiskyen rundt, så den bølger. Hans kinder bærer tydeligt vidnesbyrd om alt for meget alkohol og for lidt mad. Han kigger rundt og vurderer sine gæster, der sidder lidt på kanten af deres stole. Ingen af dem har glas eller andet, fordi de ikke selv har taget med, og det er den overvægtige bydrengs ideologiske beslutning, at enhver skal betale for sig selv, så det er kun naturligt, at de der ikke selv har med, må undvære. De har jo haft valget, om de ville drikke eller ej.
Manden er glad, han har lige skummet nogle millioner fra endnu en naiv investor, som gerne ville se sin penge yngle, og der blev da også lidt tilbage, efter Lars har taget størstedelen af gevinsten.
Lars stirrer på Anders Samuelsen, en mand med blåblå øjne og et stålsat blik. I stolen ved siden af sidder den stærkt ivrige Joachim B. Olsen ude af stand til at kontrollere sine ben, der danser sanktvejsdans så kraftigt, at Lars er bekymret for polstringen på lænestolen og slidmærker i gulvtæppet.
- Vi skal sgu da ha’ sat lidt gang i debatten.
- Jeg kan godt sige noget, siger den ellers ret anonyme Ole Birk Olesen. - Jeg er ikke bange for at sige, at kvinder er uden moral og ære, og de er…
Lars afbryder ham:
- Ikke nu, Ole, den tager vi, når vi er færdige her… så skal vi nok finde nogle au pairs til dig. De kan vel ikke gøre dig bange.
Ole falder lettet tilbage i stolen og begraver hænderne dybt i lommerne for at spille lidt billard.
- Du pletter ikke stolen, formaner Lars.
Han vender sig mod de to andre.
- I to skal nok holde kæft et par dage. Jeg har talt med Dennis Nørmark på Gyldendal, som har talt med en kælling fra 180 grader, som godt vil lægge navn til en masse falske oplysninger om navngivne personer. Hun får lidt penge, og det er noget hun ka’ li’, Dennis skriver på livet løs. Johannes Riis er også helt med på ideen. Han har heldigvis et meget mere afslappet forhold til sandheden end han har til oplag. Dennis er en god mand, trofast LA’er, bestyrelsesmedlem i DR og i min hule hånd… bedre bliver det vist ikke.
- Jamen, hvad nu hvis det hele bliver afsløret, spørger Anders uroligt.
- Ja, hvad så! Det er sgu da flintrende ligegyldigt, raser Lars. Tror du jeg er komplet idiot? Tror du, jeg er lige så blank som de to idioter, du altid har med dig?
- Vi lader løgnen køre så længe den kan og hvis, eller når, den bliver afsløret, så har vi jo allerede plantet billedet af nassende fattigrøve, der er for dumme, initiativløse og egentlig også uværdige til at leve. Mission accomplished, som jeg altid siger. Tænk på Dovne-Robert og Fattig-Carina. Succes, siger jeg bare.
- Skal jeg så slet ikke sige noget til aviserne og fjernsynet, spørger Joachim nervøst.
- Jo, du skal altid sige noget. Men du skal vente til jeg siger “go”. Først skal du ud og sige, at Karina Pedersens historie beviser, at syge og arbejdsløse bare er nogle dovne skiderikker… altså som sædvanligt skal jeg nok finde på en omformulering, så du kan sige “det har jeg aldrig sagt”, og alligevel sige det. Når løgnen afsløres, skal du sige, at det ikke må ødelægge den nødvendige debat… forstået?
- Yez Bozz.
Anders bryder igen ind:
- Det er jo ikke sikkert, at de køber den denne gang, medierne.
- De køber den hver gang. Og jeg har sat Karen Thisted til at kopiere Joachim, som først bliver gentaget af Jes Stein Pedersen fra Politiken, svarer Lars… og når først alt det er sat i gang, så er der sgu ikke en eneste, der husker noget som helst om, at vi er villige til at lade syge og fattige dø og rådne op, hvis bare det sikrer, at vi ikke behøver give en øre af vores penge til narhovederne, der slæber pengene hjem til os.
Lars tager en dyb slurk af sin whisky og er så glad for sig selv, at han er lige på nippet til at byde sine gæster et glas… men han når at standse sig selv igen.
- Hold kæft, hvor er det bare fedt at have sine helt egne journalister, politikere og forlagsredaktører… det er skideskægt, jubler Lars, inden han vifter sine gæster mod de tilstødende lokaler.
- Så Ole, nu skal du nok få lov at vise, at du ikke er bange for kvinder. Der er nogle nemme au pair-piger i hobbyrummet. Hvad med dig Anders, mangler du et eller andet. Hvad med et smut til Nordkorea, så kan du også få en ny habit? Og dig Joachim, vil du danse eller fange køer eller vinde X-factor? I siger bare til, I får det, I har brug for. I kan sgu også få en pakke barberblade, så I kan fjerne de der ansigtshår.
PS: Jeg har ikke læst, hvad jeg lige har skrevet, og jeg ved ikke helt, hvad der står, men jeg fortæller jo bare min oplevelse, og den kan jeg stå helt inde for.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.