DR-korrespondenten Stéphanie Surrugue blev dybt berørt, da Notre Dame i Paris brændte mandag. Det fortæller hun til Billed-Bladet.
- Jeg er både pariser og katolik, så kirken har en særlig betydning for mig og min franske kulturhistorie. Det var også derfor, jeg kom til at fælde en tåre i nat.
42-årige Stéphanie Surrugue er datter af den franske cykelrytter Roland Surrugue og en dansk mor, og hun er vokset op med fransk og dansk kultur.
Hun er Danmarks Radios internationale korrespondent og har base i Frankrig.
Hun fortæller til ugebladet, at hun var i Paris under branden og fulgte udviklingen på nærmeste hold i nogle sidegader bag kirken.
Her var franskmænd samlet, og der blev spillet katolske hymner, mens folk knælede og bad og begyndte at synge.
- Midt i den stemning, der var i mørket med musik og sang, holdt jeg lige op med at arbejde i ti minutter og fik en klump i halsen. Jeg blev rørt af folks reaktion, mens også af, at jeg er halvt fransk og er kommet forbi den kirke i 40 år, hele mit liv. Paris er også min by, siger hun til Billed-bladet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Stéphanie Surrugue siger til Ritzau, at Notre Dame er en "rød tråd gennem Frankrigs historie" og "et symbol på Frankrig".
- Det her er ikke bare en bygning, det er et symbol. Ikke bare på Paris, men på Frankrig. Det er ikke bare en kirke, det er et stykke kulturarv og et stykke historie, siger hun og tilføjer:
- Generation efter generation af franskmænd er vokset op med Notre Dame. De har besøgt den i skolen, de har læst Victor Hugos roman "Klokkeren fra Notre Dame", ellers har de i hvert fald helt sikkert set Disney-tegnefilmen.