Formen kunne være bedre hos Nicklas Bendtner. Det erkender den danske landsholdsangriber før næste måneds EM-slutrunde.
Formen er dog langt bedre, end før VM i Sydafrika for to år siden, hvor han var plaget af en lyskeskade.
- Jeg er i okay form. Det er selvfølgelig bedre denne gang, fordi jeg ikke har været skadet. Jeg er ikke i mit livs form, men det kommer jeg.
- Jeg har to uger her, og der er tre uger, til EM starter. Det er rigeligt med tid til at få de sidste 10-15 procent på, der mangler, siger Bendtner.
Sunderland meldte officielt ud lørdag, at Bendtner ikke får forlænget sit lejeophold, men skal tilbage til Arsenal, som det ser ud lige nu.
Træningen i Sunderland og det lavere antal af kampe på det seneste har været med til at gøre, at Bendtner ikke er i topform.
- Jeg ved det ikke. Det har jeg bare ikke været. Det kan hænge sammen med, at vi har trænet lidt anderledes, og det er første gang, jeg kun har spillet lørdag-lørdag-lørdag.
- Tidligere har jeg været vant til at spille to-tre gange om ugen. Jeg kan mærke, at jeg bliver hurtigere træt, og vi går rimeligt hårdt til den, forklarer Bendtner.