Udenrigsministeriet oplyser, at gruppen af nordkoreanere, der er trængt ind på den danske ambassade i Vietnam, søger om hjælp til at komme videre til Sydkorea.
Chefkonsulent i Udenrigsministeriet Ole Brix Andersen siger, at man ikke er klar over, om nordkoreanerne teknisk set vil søge politisk asyl i Sydkorea.
"Og det går vi sådan set heller ikke så meget op i. Ambassaden er i kontakt med de lokale myndigheder, og vi forsøger selvfølgelig at bistå med en mindelig løsning", siger Ole Brix Andersen til Newspaq.
Chefkonsulenten mener i øvrigt, at det er en ren tilfældighed, at nordkoreanerne har valgt den danske ambassade i Vietnams hovedstad Hanoi.
"De har jo ikke søgt politisk asyl i Danmark, så det er vores overbevisning, at det både nu og i 2007 var et tilfælde, at det blev den danske ambassade, de valgte".
Ole Brix Andersen siger, at man normalt ikke kan søge om asyl via danske ambassader, men at de omvendt ikke har tænkt sig at smide nordkoreanerne ud.
"Vi sender ikke folk ud, der er i fare for at blive forfulgt på den ene eller den anden måde", siger Ole Brix Andersen, der ellers ikke vil sige meget mere konkret om de personer, der er trængt ind på ambassaden.
De ni personer har, ifølge Ole Brix Andersen, bedt om at få hjælp og beskyttelse på den danske ambassade, fordi de føler, at de er i en risikogruppe i Nordkorea.
Det er tilsyneladende en sydkoreansk aktivist, som har hjulpet nordkoreanere med at komme til Vietnam og ind på den danske ambassade.
I 2007 trængte fire nordkoreanere også ind på den danske repræsentation for at søge asyl.
Efter et månedlangt ophold på ambassaden rejste de formentligt videre til Sydkorea efter eget ønske.