De asiatiske aktiemarkeder falder tirsdag, efter at de amerikanske markeder oplevede historiske fald mandag.
Det japanske Nikkei-indeks åbnede tirsdag morgen lokal tid med et fald på 3,6 procent, men har klokken 12.00 lokal tid stabiliseret sig på et fald på 0,06 procent.
MSCI's bredeste indeks på asiatiske aktier uden for Japan åbner med et fald på 0,5 procent, og Sydkoreas Kospi-indeks er faldet med 2,16 procent.
Faldene sker efter et historisk fald på de amerikanske aktiemarkeder. Dow Jones-indekset lukkede mandag med et fald med 12,9 procent eller lige under 3000 point.
Det er det største fald nogensinde målt i antal point.
Målt i procent er der tale om det største fald siden børskrakket i oktober 1987 - også kaldet "sorte mandag".
Nasdaq-indekset, der i højere grad har teknologisk baserede selskaber, lukkede med et fald på 12,3 procent. Dermed blev det indeksets værste dag, siden det blev oprettet i 1971.
S&P 500-indekset, der har en bredere vifte af selskaber end de to andre, lukkede med et fald på 12 procent.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters