Der kommer stadig langt færre asylansøgere til Danmark, end der gjorde sidste år. Den seneste uge har blot 52 personer søgt om asyl i Danmark.
Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
Dermed ligger det ugentlige antal af nye asylansøgere i Danmark fortsat lavt. Sidste år søgte omkring 800 mennesker ugentligt om asyl i Danmark på denne årstid.
Samlet set er antallet af asylansøgere i Danmark i 2016 nu oppe på 5601. Det er et stykke fra de flere end 21.000, der sidste år søgte asyl i Danmark.
Det ugentlige antal har siden vinterferien ligget under 200 og de seneste fire uger også under 100.
Af de 52 personer kom 11 fra Syrien, fire fra Afghanistan, fire fra Irak og de resterende 33 fra andre lande.
De ugentlige asyltal stammer fra politiets it-system og er behæftet med en vis usikkerhed, fordi der løbende sker efterregistreringer.
Asyltilstrømningen er igen kommet på den politiske dagsorden, efter at Dansk Folkeparti har bragt stramninger af udlændingepolitikken ind i forhandlingerne om finansloven for 2017.
Her vil partiet have indført en såkaldt nødbremse, der gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen til et sikkert land, eksempelvis Tyskland.
Det skal forhindre et større antal asylansøgere i at nå Danmark, hvis en situation med store flygtningestrømme gennem Europa igen skulle opstå.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) har dog ikke planer om at gøre netop nødbremsen til en del af finansloven, mens andre dele af partiets krav godt kan ende på finansloven.
/ritzau/