Annette Heick taler ud om familiens svære år: "Et sekund kan ændre hele livet"

"Hver dag takker jeg for de gode ting, der findes omkring mig", skriver Annette Heick i sin blog i BT. (Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv))

En årrække med presset økonomi og et invaliderende uheld er ved at være overstået, skriver Annette Heick.

Mandens invaliderende ulykke, et belånt hus og en fugtskade, som betød at familiens hus skulle rives ned var sanger og entertainer Annette Heicks liv for et år siden, skriver hun i sin blog i BT.

Dertil kom en satsning af de store, da hun og manden, tv-kokken Jesper Vollmer, på folkemødet på Bornholm satsede stort på at bespise deltagerne, men endte med en økonomisk fiasko.

"For et år siden var jeg med andre ord presset. Alvorligt presset. Flere gange forsøgte jeg at græde - ja, det lyder nok åndssvagt - men jeg følte, at der var et overtryk, som måske kunne tages ved at tude igennem. Der var bare det ved det: Jeg havde ikke flere tårer tilbage. Bare en inderlig sorg og ked af det-hed, som fyldte det hele", skriver Annette Heick.

Hun fortæller, at boligproblemet er løst ved at sælge fra, alt er udsolgt til årets Folkemøde og Jesper Vollmer står foran en operation, der gerne skulle gøre livet lettere for ham.

"Det har vist sig, at jeg hele tiden har været stærk, men de mange ulykker, de enorme risici og det evindelige økonomiske pres har gjort mig sårbar. Som om jeg hele tiden ser mig over skulderen og venter på næste ulykke. Et sekund kan ændre hele livet", skriver Annette Heick og takker for de gode ting, der er omkring hende: Solen der skinner, blomster der springer ud, skoven og en dukkert i havet:

"Aaaaahhh! Så er livet ikke det værste, man har ...".