Gaven, Instr. Niels Gråbøl
Der findes ikke mange familier, hvor man ikke bøvler med at kapere hinandens fejl. Der er derfor mange gode grunde til at instruktør Niels Gråbøl gør et solidt comeback med en lille film, der stiller skarpt på et bredt problem, nemlig at lære at acceptere hinanden som man er. En floskel, der som bekendt er nemmere at sætte ord på end at føre ud i livet, især i den familie, vi følger i Gaven .
For farmand, kaldet Mogens, er psykisk syg. Hvad han helt præcist fejler, får vi klogeligt ikke at vide, da hans karakter som sådan bør berøre enhver, der har en tosse hængende i stamtræet.
Allerede i filmens etablerings-scene dukker Mogens (virkelig overbevisende spillet af Henning Jensen) op til sin søns fødselsdagsfest uden at være inviteret, og på ganske få minutter får han sat selskabet på den anden ende med snak om en gave, der tilsyneladende er en rød sportsvogn. Familien, der ikke har set Mogens i mange år, tror ikke på ham, hvilket bliver for meget for den maniske far, der kommer til at give sin ekskone (Karen-Lise Mynster) et voldsomt skub. Hun må på skadestuen med et sår i hovedbunden, mens sønnen Jens (Jakob Cedergren) får ansvaret for at transportere sin far til indlæggelse på et psykiatrisk hospital.
På tour med sten i sko
Her starter så den historie om potentiel tilgivelse, der kredser om, hvordan far og søn finder hinanden trods årtiers svigt, savn og uforløst kærlighed. Niels Gråbøl kalder det at lære at leve med stenen i skoen , og i tilfældet Mogens står det da også hurtigt klart, at her er tale om en fader-figur, der er svær at holde styr på.
Jens tøver trods alt med at få fikseret sit fædrene ophav, og lover at hjælpe med at finde nøglen til den sportsvogn, som angiveligt står parkeret i en ud af tre mulige gader.
Det fører de to på tour i en ikke helt umorsom ud at køre med de skøre -opdatering, som meget fint indrammer, hvad der foregår under den mentale motorhjelm, når to mennesker, der engang stod hinanden nært, pludselig skal finde fælles fikspunkter i tilværelsens GPS.
Ros i øvrigt til Niels Gråbøl for at holde fast i, at adresserne skal passe, når bilen skifter kurs og miljø. En bestemt p-kælder i hovedstadens Gothersgade er rent faktisk the very one, og ikke bare en tilfældig parkerings-kulisse i Filmbyen. Den geografiske autencitet er altså helt på plads i Gråbøls pænt uforudsigelige roadmovie, mens det dog ligner en kliché, at sønnike Cedergren partout skal være tømmermandsramt kunst-studerende med kradse skægstubbe, der er kæreste med en designer (surprise!).
Flere tosser, tak
Det er småtings-fejl, der strander i det københavnske filmmiljøs mangel på evne til at se ud over café-segmentet, og ikke som sådan skader en film med meget på hjerte. En film, der heldigvis ikke bare ender med at være helt kukkeluk, men også på rørende vis fokuserer på de lyse sider og nye muligheder i en familie, der ellers havde kastet samværs-pligten i ringen.
Særligt morsom er afslutningen, hvor den fænomenalt spillende Henning Jensen rydder op på den hospitalsstue, hvor eks-konen ligger til observation for hjernerystelse. Da han drøner et surt brokhoved og hendes sygeseng ud på gangen, tænker man: Gid, der var flere som ham .
Verden har brug for skæve hoveder. Og de skæve hoveder har brug for at blive accepteret af verden, selvom de selvfølgelig ikke behøver at være så tossede, at de er medicin-afhængige. Som vor ven Mogens, der netop er skildret med en god portion velafstemt humor. Man griner ikke af, man griner med.
Det er over ti år siden, at Niels Gråbøl hittede med hippie-portrættet Det store flip . Ti år i reklamebranchen har tilsyneladende ikke korrumperet hans alternative tankegang.
Gaven er en film, alle biograf-gængere bør tage godt imod.