Der er dem, der tror, at der er tale om et missil. Og der er dem, der tror, at der er tale om et fly, som myndighederne bevidst lader passere. Hvad skal man tro?

Så længe, der mangler et klart svar, vil spørgsmålet insistere på at blive hørt. Det er logik for enhver Spørge-Jørgen.

Officielt er det et kapret rutefly af typen Boing 757, der rammer det amerikanske forsvarsministerium i Arlington klokken 9.37 tirsdag den 11. september 2001, præcis 52 minutter efter at World Trade Center i New York bliver ramt af, hvad der helt sikkert er et fly. Det angreb er så rigeligt fotograferet.

Det andet WTC-angreb oplever milliarder af mennesker sågar live på tv. Men det, der rammer Pentagon har verden endnu ikke set en tydelig optagelse af, trods det faktum, at den enorme bygning er beklædt med overvågningskameraer.

Det vil sige,16. maj 2006 bliver den første video fra to af den slags kameraer officielt frigivet af de amerikanske myndigheder. Man ser rigtignok noget i højre side af billedet, en slags hvid sky og en gigantisk ildkugle, men hvad, man rent faktisk ser, er stadig et spørgsmål om tro.

I hvert fald for de såkaldte 9/11-skeptikere. For en stor del af denne kritiske gruppering er objektet et missil. Fordi hullet i muren er for lille til et rutefly. Fordi militæret ikke skyder flyet ned. Fordi de cirka 80 videoer, der definitivt kan bekræfte, hvad der skete, er beslaglagt. Alle de spørgsmål vender vi tilbage til.

Først den officielle forklaring.

Ingen åbenhed

Der er flere konkrete årsager til, at spørgsmålene stadig spøger seks år efter. Der iblandt at de offentligt tilgængelige rapporter slet ikke tager stilling til tvivlernes modargumenter.

USA’s svar på vores havarikommission, kaldet The National Transportation Safety Board (NTSB), konstaterer således i deres officielle redegørelse fra 3. juli 2006, at der er tale om en Boing 757, men skriver desuden:

The Safety Board kan ikke påpege den sandsynlige årsag og har ingen planer om at udgive en rapport eller åbne en offentlig protokol .

Fordi terroristangrebene 11. september 2001 er underlagt FBI.

Den nationale 9/11-kommissionsrapport, et præsident Bush-signeret værk på 585 sider, er offentliggjort 22. juli 2004 og gennemgår i detaljer hele baggrunden for angrebet, herunder Flight 77’s kapring.

Rapporten erkender, at der er begået fejl. Dels peger man på den manglende kommunikation mellem luftfartsstyrelsen FAA (Federal Aviation Administration) og det militære NORAD (North American Aerospace Defence Command), hvis vigtigste opgave er at overvåge og beskytte USA s luftrum via radar og jagerfly.

Kort sagt er FAA ikke forberedt på, at flyet forsvinder fra radaren. Dels tror man, der er tid nok, på trods af snørklede kommandorækker, til at tage de fornødne valg – blandt andet en beslutning om at alarmere militærets jagerfly, så de kan komme på vingerne og følge ruteflyet. Dels tror man, der er tale om en traditionel flykapring, og ikke en guidet selvmordsbombe.

Da man langt om længe får jagerfly sendt af sted, flyver de den forkerte vej og befinder sig pludselig 150 miles væk fra Pentagon, da ulykken indtræffer.

Blandt 9/11-skeptikerne tror man ikke på, at verdens største militære supermagt kan begå så fatale fejl, når to fly allerede har angrebet New York.

Især ikke, når den næste trussel er selveste Det Hvide Hus og Pentagon.

Rygende pistoler

På nettet er der hundredvis af hjemmesider, der gennemgår begivenhederne den 11. september og foreskriver flere alternative scenarier. Synopser, der ofte hviler på den franske journalist Thierry Meyssans enorme researcharbejde i bogen 9/11:The Big Lie .

Franskmanden har tilmed skrevet en særlig bog med titlen Pentagate , hvor han argumenterer for, hvorfor det ikke var en Boing 757, der ramte Pentagon.

For mange medlemmer af 9/11-netværk bliver Meyssan anset for kontroversiel, men ikke desto mindre læner en af de mest nuancerede frontkæmpere, den amerikanske professor David Ray Griffin, sig op ad de franske fortolkninger i sit sandhedssøgende opsamlingsværk Det nye Pearl Harbor .

Griffin arbejder med 40 såkaldte smoking guns . 40 uopklarede spørgsmål om 9/11, og især det, han betegner som Bush-administrationens svigt før, under og efter den skæbnesvangre dag, hvor et ministerium, tre tårne, fire fly og tusinder af mennesker mødte skæbne. Pentagon gemmer på flere rygende pistoler:

• At jagerfly kunne have nået at skyde Flight 77 ned, hvis de var lettet fra den nærmeste base og havde fløjet med fuld kraft den rigtige vej.

• At et kapret fly kan flyve ubemærket gennem amerikansk luftrum i hele 36 minutter.

• At Pentagons missilbatterier automatisk skyder fly ned, der nærmer sig med slukket transponder (flyets identifikation).

• At ingen vragdele fra et fly er synlige på billeder.

• At det er mistænkeligt, at FBI nægter at vise flydelene frem, når bureauet påstår, at de dele, der ikke er brændt op, er samlet på et lager.

• At hullet i Pentagon-muren er for lille til, at et fly kan være fløjet igennem. Over hullet er murværket stadig intakt, hvilket betyder, at flyets enorme hale skulle have dukket sig.

• At når man klokken 9.25 vidste, at et fly var på vej mod Det Hvide Hus, hvorfor evakuerede man så ikke de tusindvis af medarbejdere i Pentagon for en sikkerheds skyld.

• At vidner, der så krydsermissiler med vinger ramme Pentagon, er blevet udelukket.

• At kun få minutter efter angrebet konfiskerede FBI et overvågningsbånd fra en tankstation over for Pentagon.

• At det eneste mobilopkald, der eksisterer fra Flight 77 (og bekræfter en kapring), er fra den i USA velkendte forfatter Barbara Olsen, som var gift med Ted Olsen, som er kammeradvokat ved det amerikanske justitsministerium, og dermed ikke fremstår troværdig som det eneste vidne.

• At det ikke giver mening, at terroristerne gik efter bygningens vestfløj, da den var under renovering og derfor ikke blev brugt af særlig mange mennesker, og da slet ikke topledelsen.

Grønt lys til angreb

Endelig påpeger han, i øvrigt støtte af sammenslutningen Pilots For Thruth , at en terrorist med licens til at flyve et sportsfly, umuligt kunne have foretaget den teknisk svære manøvre, det var at ramme vestfløjen.

Den mand, Hani Hanjour, der af myndighederne er udpeget som pilot, blev i øvrigt anmeldt fem gange til FAA af sin flyskole i Arizona, fordi han var så ringe til at flyve. Hvordan kunne han styre en Boing 757 så uhyre præcist, at end ikke græsplænen foran Pentagon blev pløjet op.

Titlen på David Ray Griffins bog Det nye Pearl Harbor henviser til det, man kalder false flag-operations . At man iscenesætter en fjendtlig handling for at forsvare en krig. Teorien er altså, at den amerikanske stat fik en undskyldning til at gå i krig mod terroren, og dermed Afghanistan og senere Irak. Ligesom dengang, Pearl Harbor-angrebet gav USA grønt lys til at gå ind i Anden Verdenskrig.

Over alt på nettet møder Griffins teorier modstand. Debunkere kalder man den slags folk. Fordi at bunke betyder sludder, og at debunke dermed bliver modsludder. At pille noget ned af en piedestal og eksponere det falske i en myte, med andre ord.

Debunkere er lige så grundige og ihærdige for at sandsynliggøre den officielle forklaring, som skeptikerne er for at modbevise selvsamme, og det er derfor umuligt for almindelige mennesker at gennemskue årsag og virkning. Det bliver altså oftest et spørgsmål om tro.

MIHOP eller LIHOP?

Et eksempel på debunking er, at man på et internetsite hævder, at Pentagon rent faktisk ikke havde de fem ekstremt sofistikerede anti-missilbatterier på taget , som Griffin omtaler. For hvor er beviset for, at et sådant våbensystem fandtes? Det kan 9/11-skeptikerne heller ikke bevise, og dermed ender stillingen uafgjort. Objektivt set.

Begge sider har tusindvis af professorer, militærpersoner, piloter, ingeniører, arkitekter og (ofte pensionerede) CIA-folk bag sig, der fodrer den tiltagende globale skepsis og mod-skepsis.

En krig på ord, afgjort af hvem, der er bedst til den her slags sandsynlighedsregning for viderekomne. Altså, indtil den dag den amerikanske regering fejer argumenter og modargumenter af bordet ved at lægge beviserne åbent frem.

Men behøver de det? For er det overhovedet sandsynligt, at USA s egen regering vil dræbe sine egne borgere og smadre sine flagskibe blot for at få befolkningen med i en krig mod terror?

Eller alternativt: Er det sandsynligt, at regeringen vil lukke øjnene og lade andre gøre jobbet, hvilket kunne være tilfældet, eftersom både CIA og FBI havde advaret mod de eksakte terror-trusler?

To teorier, der har fået hver sin forkortelse. LIHOP (Let It Happen On Purpose – lad det det ske med vilje ) eller MIHOP (Make It Happen On Purpose – få det til at ske med vilje ).

Og kan regeringen i modsat fald bevise, at de ikke gjorde det. At det ikke var et ’inside job’, som skeptikerne siger. Og hvem skal have det sidste ord?

Hvad med general Wesley Clark, demokratisk præsidentkandidat og tidligere øverstkommanderende for NATO? Til tv-stationen ABC har han sagt:

»Vi gjorde aldrig undersøgelsen af 9/11 helt færdig, og på spørgsmålet, hvorvidt administrationen rent faktisk misbrugte de efterretnings-informationer, den havde – så er beviserne helt klare for mig, det har jeg set gennem lang tid.«

Sagt med andre ord. Nogle gange er det ikke et spørgsmål om tro, men et spørgsmål om viden. Den viden, der får dig til at stille spørgsmål.