Al Qaeda begyndte som en bitter smag, en afsky hos nogle ganske få mænd i Egypten i tiden efter Anden Verdenskrig.

Afskyen kom, når mændene kiggede sig omkring og så et perverst og forvrænget samfund tage form i Egypten: Mænd og kvinder blandede sig på upassende vis. Muslimerne levede et liv med dem selv som deres egne herrer. Gud blev fortrængt til moskeerne.

De så et forvrænget negativ.

FBI's mafiaboss

I mændene voksede en blodig ambition om at fremkalde det sande billede af Guds vilje. De såede en gnist og tændte en flamme, som gik fra hånd til hånd, fra sind til sind, fra ord til handling og fra land til land, indtil kvalmen ramte de to tårne i New York og forsvarsministeriet Pentagon 11. september 2001.

Al Qaedas begyndelse er beskrevet i bogen »Al Qaeda - Vejen til 11. september.«

Den er netop udkommet på dansk af den amerikanske journalist Lawrence Wright.

Ifølge bogen var den eneste mand, der vidste, at 11. september 2001 var på vej, ude af stand til at forhindre det.

John O'Neill, chefen for FBI's antiterrorenhed, kæmpede forgæves mod sit eget efterretningsvæsen, som forhindrede optrevlingen af Al-Qaeda, fordi man nægtede at dele vigtige oplysninger.

Personlige magtkampe og et uovervindeligt bureaukrati gjorde, at John O'Neill efter mange år forlod FBI. Han begyndte på sit nye arbejde den 23. august 2001. Han var blevet ansat som sikkerhedschef i Twin Towers i New York.

John O'Neill var en mand der fik tingene gjort uden at vente på godkendelse.

Som chef for FBI's antiterrorenhed i 1995 lagde han ud med at kidnappe en islamist, som var mistænkt for at stå bag bombningen af World Trade Center to år tidligere. O'Neill gav ordre til at male et militærfly i civile farver, så det kunne få landingstilladelse i Pakistan og hente den mistænkte. Flyet fik besked på at tanke i luften på vej tilbage, så den mistænkte ikke kunne søge om asyl ved en mellemlanding i et andet land. Pentagon sendte ham senere en regning på 12 millioner dollar.

John O'Neill førte sig frem i FBI som en mafia-boss. Hvis de havde gæld, sørgede han for at hjælpe dem. Hvis de blev syge, sørgede han for, at de blev behandlet af de bedste læger. Hvis de stod i vejen for ham, truede han med at ødelægge deres karriere.

»Han havde glinsende tilbagestrøget hår, funklende øjne og en kraftig rund kæbe. Han var hård i munden og talte med en umiskendelig New Jersey dialekt, som mange holdt af at imitere. Han bar en tyk lillefingerring og en 9 millimeter automatpistol, som sad fastspændt ved ankelen; hans facon var bramfri og blasfemisk, men hans negle var polerede, og han var altid ulasteligt klædt,« skriver forfatteren.

Al Qaedas filosof

John O'Neill kunne ikke vide, den mistænkte som var blevet kidnappet i Pakistan på hans første arbejdsdag blot var en brik i et større billede, en overbringer af den flamme, der blev tændt i Egypten i 1940'erne.

Flammen udgik fra en mand ved navn Sayyid Qutb.

Han anerkendes i dag som Al Qaedas filosof og leverede det islamiske argument for vold. Han blev henrettet efter mange års tortur i i egyptisk fængsel. Han skrev sit livsværk i fængslet og fik smuglet det ud, kapitel for kapitel.

Bogen »Milepæle« var en manual for det rette liv. Når man havde anerkendt Guds sande vej, gav volden sig selv. Når man kendte sandheden, var det umuligt ikke at handle.

Sayyid Qutb voksede op i Egypten og uddannede sig inden for litteratur. Han klædte sig altid i jakkesæt med vest uanset vejret. Han elskede klassisk musik, Hollywood-film og den franske forfatter Victor Hugo. I 1940'erne tog han til USA for at studere, men han blev frastødt af amerikanernes tilbedelse af materielle goder, deres vulgære dans, seksualiteten og manglen på åndelige værdier. I den sarte egypters øjne var amerikanerne ikke andet end dyr, hvis formål det var at formere sig.

»En pige kigger på dig og ser ud, som om hun er en fortryllende nymfe eller en undsluppet havfrue, men det eneste, du fornemmer, når hun nærmer sig, er det skrigende instinkt inden i hende, og du kan lugte hendes brændende krop, ikke duften af parfume, men kød, kun kød. Velsmagende kød, utvivlsomt, men ikke desto mindre kød,« skrev han hjem i et brev.

Uanset hvorhen Sayyid Qutb vendte sit blik, blev han nedslået. Amerikanerne klædte sig ikke formelt nok. En mand på en restaurant var klædt uden slips og med et billede af en orange hyæne på sin trøje. Barberen klippede ikke hans hår på den rigtige måde. Musikken var forkert. Han så en kvindelig medstuderende i kantinen drysse salt på sin melon. Raceadskillelsen var stadig virkelighed. Sjælen havde ingen værdi. Kvalme.

Da Sayyid Qutb vendte hjem til Egypten, gav han sig fuldt ud til kampen mod landets magthavere. Han sluttede sig til Det Muslimske Broderskab, der udklækkede centrale, militante islamister. De brugte bombeangreb mod ambassader og likviderede politichefer. Sayyid Qutb talte konstant om jahiliya, den åndløse tilstand før islam. Alt blev betragtet som en kamp mellem islam og jahiliya, mellem rigtigt og forkert, sandt og forvrænget, frelsen og fortabelsen.

Andre muslimers leveform, enhver afvigelse, ansås som et overgreb på islam. Således blev deres egne angreb blot et forsvar. En egyptisk lov, der gav kvinder ret til skilsmisse - jahiliya. Kvinder klædt i kjoler ¿ jahiliya. Musik ¿ jahiliya.

Den islamiske kirurg

Da Sayyid Qutb blev hængt i 1966, udgik et kald.

Kaldet blev opfanget af lægen Ayman al-Zawahiri.

Zahariri skulle senere møde en imponerende sauder med både penge og forbindelser fra en berømt familie ved navn Bin Laden.

Ayman al-Zawahiri blev født i 1951, kort efter, at Qutb vendte hjem fra Amerika. Han gik endnu i jakke og slips, da han studerede medicin og senere arbejdede som kirurg i mange år. Da han blev gift, valgte han en pige, som havde gået fra at klæde sig i modetøj til at bære ansigtsslør.

Zawahiris ven fortæller, at det var forbudt at spille musik og tage billeder til deres bryllup.

»Vi sad i mændenes afdeling med hver vores kaffekop. Stemningen var meget dyster og tung, og ingen fortalte vittigheder,« fortæller vennen. Som læge blev Ayman al-Zawahiri sendt til Afghanistan. Han var rystet over muslimernes lidelser under den sovjetiske invasion. Da han mente, at Det Muslimske Broderskab gik for meget på kompromis, dannede han sin egen gruppe, Al-Jihad. I Afghanistans bjerge mødte han den mand, der tog truslen mod islam alvorligt.

Den sidste brik

I USA sad FBI-chefen John O'Neill havde masser af navne og løsrevne oplysninger, der skar sagens alvor ud i pap. Han vidste, at der fandtes terrorceller, der opererede uafhængigt af fremmede magter og endda på amerikansk grund. Men først senere fandt han ud af, hvad der bandt hele billedet sammen:

I 1998 erklærede en mand ved navn Osama bin Laden hellig krig mod USA i et tv-interview.

Ingen ved, hvorfor Osama bin Laden blev radikal islamist. Det står dog klart, at der skete noget, da han var 14 år gammel, muligvis efter indflydelse fra en skolelærer, der var medlem af Det Muslimske Broderskab.

Han holdt op med at se cowboyserier på tv. Han insisterede på, at spille fodbold i lange bukser og satte sit vækkeur til at ringe klokken 1 om natten for at stå op og bede.

»Han syntes, at muslimerne ikke var tæt nok på Allah, og at den muslimske ungdom havde for travlt med at lege og lave sjov,« sagde hans mor.

Osama bin Laden var en sky, høj og ranglet dreng. Hans far havde asfalteret stort set alle veje i Saudi-Arabien og renoveret de vigtigste helligdomme. Hans mor blev gift som 14-årig som faderens fjerde hustru. Da faderen besluttede sig for at skille sig af med hende, forærede han hende væk til et bestyrelsesmedlem i sin virksomhed.

Osama bin Laden blid af natur. Når han gav hånd, var det som at trykke en piges hånd. Når han lo, dækkede han sin mund med hånden.

Osama bin Ladens vej førte til Afghanistan, hvor han organiserede rejser i hellig krig for de arabere, der kom for at kæmpe på afghanernes side imod Sovjetunionen.

Her fandt han og Ayman al-Zawahiri fandt hinanden.

For at lokke nye krigere til fortalte de myter fra slagmarken: Russernes kugler prellede af på de hellige krigere. Når hellige krigere blev kørt over af tanks, rejste de sig op bagefter. Selv deres lig duftede lifligt. Og på den anden side ventede 72 jomfruer med forbudt vin.

De arabiske krigere var besat af at dø. Når de blev dræbt, lykønskede de hinanden og græd kun over at de ikke selv var faldet. Afghanerne fandt det bizart. De kæmpede for at drive sovjetsoldaterne ud af landet, ikke for at dø.

Ayman al-Zawahiri havde ambitionerne.

Osama bin Laden havde forbindelserne og pengene.

Sammen opnåede de sejr og drev sovjetterne ud af Afghanistan. Efter en magtkamp forenede de sig i en dødbringende fakkel: Al Qaeda.

Da Tvillingetårnene blev angrebet 11.september 2001 var den tidligere FBI-mand John O'Neill begyndt på sit nye arbejde to uger tidligere. Han ringede til sin elskerinde Valerie fra sin mobiltelefon.

»Gud hjælpe os, Val, det er frygteligt. Der er kropsdele overalt. Græder du?«

Det gjorde hun.

Uvidende om angrebets omfang begav John O'Neill sig kort efter ind i det sydlige tårn for at hjælpe med evakueringen.

Han kom aldrig ud igen.

21. september gravede redningsarbejdere et lig i mørkeblåt jakkesæt fri fra murbrokkerne. I inderlommen lå John O'Neills pung.