Andre Villas-Boas har ikke glemt sin fyring som Chelsea-manager i sidste sæson, hvor han fik sparket kun ni måneder inde i kontrakten på tre år.
Portugiseren, som nu nyder pæn succes i Tottenham, mener ikke, at Chelsea-ejer Roman Abramovich ved, hvad der er bedst for klubben.
- Der er ingen plan hos Chelsea. Det handler om resultaterne nu og her, siger Andre Villas-Boas til The Sun.
- Der findes tidspunkter i fodboldverdenen, hvor det nemmeste er at skifte træneren ud. Men når du omfavner et projekt, så tror du på folk. Abramovich havde engageret sig og givet mig sit ord på, at vi skulle gøre det på min måde.
- Så ja, jeg blev fyret for hurtigt, siger Andre Villas-Boas.
Portugiseren blev erstattet af italienske Roberto Di Matteo, som endte med at føre Chelsea til triumf i både FA Cuppen og Champions League i sidste sæson.
Italieneren er allerede blevet fyret i denne sæson og erstattet af spanske Rafael Benitez.
/ritzau/