Skrevet af Mads Jensen, politisk redaktør Nyhedsavisen, maje@avisen.dk
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er i gang med et historisk opgør med sin alliancepartner gennem seks år, Dansk Folkeparti.
Det tyder på, at statsministeren ønsker et hurtigt valg og at han efter valget vil satse på et samarbejde med De Radikale og Ny Alliance.
Regeringen fremlagde tirsdag middag et forslag til skattelettelser for 10 milliarder kroner. Forslaget, der især kommer de højestlønnede til gavn, var – hvilket statsministeren har vidst – helt uspiseligt for Dansk Folkeparti, der i kraftige vendinger lagde afstand til forslaget.
Til gengæld roste den nye radikale leder Margrethe Vestager forslaget og gengældte dermed statsministerens politiske flirteri fra sidste weekends politiske debat i Fredericia.
Forskellene mellem De Konservative og Dansk Folkeparti er vokset i styrke siden 2001, og Anders Fogh Rasmussen valgte tirsdag endegyldigt side til De Konservatives fordel på et vigtigt område.
Finansminister Thor Pedersen (V) fortsatte med at lægge afstand til Dansk Folkeparti, da han meget bestemt også afviste partiets ønsker om flere penge til de offentligt ansatte.
Det politiske opbrud i dansk politik med dannelsen af Ny Alliance og den nye radikale leder begynder nu at sætte sit præg på andet end meningsmålinger og politiske analyser. Statsministeren søger helt åbenlyst nye venner i dansk politik, og Pia Kjærsgaard fik tirsdag sin første advarsel om, at tiden med næsten absolut magt er ved at være forbi.